Telestyrelse skal skæres ned

Slut med at udarbejde politikken på TV- og teleområdet, mener konservativ leder.

Det er slut, er budskabet fra den konservative leder i Storbritannien, David Cameron. Foto: Luke MacGregor, Reuters/Scanpix Fold sammen
Læs mere
Den britiske telestyrelse vil blive stækket, hvis de konservative næste år vinder magten tilbage i Storbritannien.

Den konservative leder, David Cameron, sagde tidligere på ugen til BBC, at han vil spare skattepenge ved at skære det britiske svar på IT- og Telestyrelsen, Ofcom, ned, så den ikke længere skal udarbejde politikker på teleområdet.

»Giv Ofcom, eller en ny styrelse, den tekniske funktion med at uddele licenser og stå for en let regulering af indholdet af, hvad der er på skærmene. Men den skal ikke udarbejde politik, den skal ikke have sin egen kommunikationsafdeling, lederen af Ofcom får næsten en halv million pund om året. Vi kan slanke denne styrelse betragteligt og spare en masse penge for skatteborgerne,« sagde David Cameron.

Ofcom blev oprettet af Labour-regeringen i 2003 og står for reguleringen af hele TV- og telesektoren. Ofcom afløste fem myndigheder.

I Danmark har politikerne for nylig meldt ud, at telemarkedet skal i friere tøjler end den regulering fra 1999, som markedet stadig styres efter.