Telenor samler sine danske kunder

Forenkling. Landets næststørste teleselskab slår privat- og erhvervskunderne sammen under én direktør. På sidelinjen venter TV-tilbud til kunderne.

Telenors erhvervskundedirektør, Lars Thomsen, som har haft succes med at hente nye erhvervskunder til telegiganten, har med øjeblikkelig virkning overtaget alle Telenors privatkunder. Foto: Telenor Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Efter kun lidt over et år på posten forlader privatkundedirektøren i Danmarks næststørste teleselskab, Telenor, sin post, og Telenor slår privat- og erhvervskunderne sammen under én hat under den hidtidige erhvervskundedirektør.

Lars Thomsen overtager med øjeblikkelig virkning ansvaret for samtlige Telenors kunder i Danmark og for hele salgsapparatet, som nu i langt højere grad skal arbejde sammen. Samtidig er Mikkel Torsting holdt op i Telenor Danmark, som han blev hyret til 1. februar 2013 fra posten som privatkunde-direktør i konkurrenten »3«. Mikkel Torsting fortsætter måske andre steder i Telenor-koncernen, som hører til blandt verdens ti største mobilselskaber, men ikke i Danmark.

»Vi forenkler Telenor Danmark for at skabe en mere lean og fleksibel organisation, der kan gøre os mere agile i et stærkt konkurrencepræget telemarked. Sammenlægningen er et naturligt skridt i transformationen af Telenor Danmark, hvor vi er i gang med en gennemgribende forenkling og står foran at indføre ny IT-struktur,« forklarer Telenors topchef i Danmark, Marek Slacik.

Holistisk løsning

Lars Thomsen har selv kun været i Telenor et lille års tid. Han var før da direktør for IT-leverandøren KMDs salg og markedsføring.

»Dette har ikke været planlagt i flere måneder, men vi har hele tiden haft dialog om, hvordan arbejdet kan gøres mere effektivt. Først de senere uger har vi talt alvorligt om det konkrete, og der er god grund til at se på kunderne holistisk i stedet for gennem to separate kanaler. Selvfølgelig er kundernes behov forskellige, men måden at skabe nye produkter på er den samme. Så det er ikke meningen, at alle produktgrupper skal smeltes sammen, men vi vil nok kunne markere klarere, hvad vi forsøger at gøre på privat- og erhvervsmarkedet. Jeg kommer dog ikke lige med guldstøv i lommerne til privatmarkedet og vil heller ikke love hurtigere resultater. Vi skal skabe vedvarende kunder og bygge loyalitet op, ikke skabe kundetilgang på at forære tingene væk,« siger Lars Thomsen til Berlingske.


Telenor fik i årets første tre måneder langt om længe vendt et massivt kundefrafald. Over halvandet år var 209.000 mobilkunder forsvundet til konkurrenterne, men i første kvartal vendte 34.000 tilbage. Et stort flertal af dem var erhvervskunder.

»Vi har haft rigtigt god vækst blandt erhvervskunderne, og det har navnlig haft betydning, at vi lægger Microsofts Office 365-pakke med i abonnementet. Det, vi har sat i gang på erhvervsmarkedet, skal nok fortsætte med at drive væksten. På privatmarkedet er konkurrencen benhård. Dér skal vi vinde hver dag, og det gør man ikke ved at sætte nye annoncer i avisen med nye tilbud. Vi skal levere løsninger til de danske familier, hvor det er vigtigt at være økonomisk attraktiv, have et fantastisk netværk og fokusere på service,« siger Lars Thomsen.Telenor ejer TV-leverandøren Canal Digital, som mister kunder. Hvorfor tager man konsekvent ikke TV med, når TDC beviseligt har succes med at samsælge?

»TV-markedet er belagt med masser af rettigheder, men der sker en afregulering, og TV står helt klart på min liste. Betydningen af TV er rigtigt stor og klart attraktiv, når vi i forvejen har godt fat i danske familier. Om det bliver Canal Digital eller andre, vil jeg ikke nu kunne sige, men vi gør klar til at komme med noget nyt efter sommerferien,« siger Lars Thomsen.

Telenor er i fuld gang med at lægge sine danske mobilnet sammen med Telias, et arbejde, som slutter inden nytår. Samtidig har Telenor i slutningen af april indført døgnåben kundeservice, og en kæmpe udskiftning af alle IT-systemer er sat i gang, samtidig med at der ryddes op i et virvar af forskellige abonnementer.

Sammenlægningen af privat- og erhvervskundedivisionerne vil sandsynligvis også betyde andre interne ændringer blandt de lige under 1.700 Telenor-ansatte.

»Jeg har et par uger til at overskue situationen, men kigger selvfølgelig på, hvordan holdet skal se ud for, at vi kan vinde på alle markeder. Men, nej, det er ingen spareøvelse,« understreger Lars Thomsen.

Det er nu kun i Norge og Sverige, at Telenor fortsætter med en privat- og en erhvervskundedivision.