Strejke kostede Norwegian passagerer og 350 mio. norske kr.

Norwegian Air Shuttle havde ekstraomkostninger på omkring 350 mio. norske kr. som følge af den store pilotstrejke i marts

ARKIVFOTO 2015 af Norwegian strejke i Københavns Lufthavn- - Se RB 10/4 2015 08.35. Pilotstrejken hos Norwegian endte isoleret set med at koste omkring 300 millioner danske kroner. (Foto: Bax Lindhardt/Scanpix 2015) Fold sammen
Læs mere
Foto: Bax Lindhardt

Norwegian Air Shuttle havde ekstraomkostninger på omkring 350 mio. norske kr. som følge af den store pilotstrejke i marts. Det vurderer flyselskabet, hvis trafikstatistik for marts også er stærkt påvirket af strejken.

- Strejken blandt de skandinaviske piloter påvirkede vores selskab væsentligt og gav anledning til markante ekstraomkostninger. Heldigvis tiltrækker vi stadig nye kunder i Europa og Amerika, hvilket opvejede det faktum, at flere skandinaviske kunder var tvunget til i en periode at flyve med vores konkurrenter, siger administrerende direktør i Norwegian Bjørn Kjos i en pressemeddelelse.

Omkostningerne til strejken er fordelt med omkring 120 mio. norske kr. som følge af aflysningerne. Herudover var der ekstraomkostninger som følge af strejken på omkring 110 mio. norske kr., og endelig vurderer Norwegian, at det har mistet forudbestillinger af billetter for et beløb på yderligere 120 mio. norske kr.

Trafiktallene for marts viste et fald i passagertallet på 4 pct. til lige over 1,7 mio. Passagertrafikken, RPK, baseret på antallet af tilbagelagte passagerkilometer, steg med 7 pct., mens kapaciteten, ASK, faldt med 1 pct. Belægningsgraden steg med 6,4 pct.point til 84,2 pct.