SAS-boss bliver nævnt som mulig kandidat til Ericsson-toppost

Foto: Henning Bagger. Vestas-topchef Anders Runevad er en af flere mulige kandidater til topposten i det svenske netværksselskab Ericsson.
Læs mere
Fold sammen

Efter at det svenske netværksselskab Ericsson mandag sagde farvel til sin administrerende direktør Hans Vestberg, er flere mulige kandidater til topposten blevet bragt i spil - herunder blandt andre Vestas-topchef Anders Runevad.

Men ifølge Joakim Bornold, investeringsøkonom hos Nordnet, kan der også være en oplagt kandidat i form af Rickard Gustafson, som er administrerende direktør hos det skandinaviske luftfartsselskab SAS.

»Han har gjort et vældig godt stykke arbejde hos SAS, og de største investorer er også tilfredse med hans arbejde. Selv om der er meget tilbage at gøre, har han vist, at han kan gennemføre ændringer i flyselskabet. Desuden er han ingeniør, hvilket har en stor symbolsk værdi for Ericsson,« lyder det fra Joakim Bornold over for Svenska Dagbladet Näringsliv.

Den ledige direktørstol hos Ericsson bliver foreløbigt indtaget af finansdirektør Jan Frykhammar. Selskabet vil nu gå i gang med en søgeproces, og Frykhammar er ikke kandidat til topposten, forklarede Ericsson tidligere på mandagen i en meddelelse.