Salling Bank kører bedste resultat hjem siden 2007

Foto: Morten Dueholm.
Læs mere
Fold sammen

Salling Bank kommer ud af 2014 med det bedste resultat i syv år, da banken sidste år kunne glæde sig over et resultat før skat på 18,1 mio., hvilket er en fremgang på 5,1 mio. kr. fra 2013.

Det fremgår af regnskabet for 2014, der er offentliggjort torsdag morgen.

Resultatet kom i mål på baggrund af en mindre stigning i rente- og gebyrindtægterne til 157,5 mio. kr. fra 153,8 mio. kr. i 2013. Samtidig udgør kursreguleringer 19,1 mio. kr., hvoraf 4,3 mio. kr. er avance fra salg af aktier i Nets. I 2013 lød kursreguleringerne på 9,8 mio.

På ledelsesgangen i Salling Bank betegnes resultatet for 2014 som "tilfredsstillende".

Trods det bedste resultat i syv år må Salling Bank dog notere stigende nedskrivninger i forhold til 2013. Nedskrivningerne på udlån og tilgodehavender steg i 2014 med 4,4 mio. kr. til 37,5 mio. kr., hvilket beskrives som værende højt.

- Nedskrivningerne ligger på et forholdsvist højt niveau i forhold til tidligere år på grund af de fortsat svage konjunkturer samt uroen på de internationale finansmarkeder, skriver banken i regnskabet.

Salling Bank venter i 2015 en basisindtjening på 34-38 mio. kr samt et positivt resultat før skat. I 2014 var basisindtjeningen på 36,5 mio kr., mens resultatet før skat som tidligere nævnt landede på 18,1 mio. kr.

Trods det pæne resultat, har bestyrelsen i Salling Bank besluttet, at der ikke bliver udbetalt udbytte til bankens aktionærer.