Rema 1000 satser offensivt på mobilbetaling

Detailhandlen har hidtil kun taget små skridt i retning af alternative betalingsløsninger, men nu viser supermarkedskæden Rema 1000 vejen og tilbyder mobil betaling i alle kædens 260 butikker inden sommerferien.

Torben Sørensen, økonomidirektør i Rema 1000, satser på, at 250 butikker kan tage imod betaling uden betalingskort inden sommerferien. Foto: Bo Amstrup Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Danskerne har taget mobilbetaling til sig med vidtåbne smartphones, og nu hopper dagligvarekæden Rema 1000 også med på vognen med en af de hidtil mest ambitiøse udrulningsplaner på mobilbetaling i detailhandlen. Fra 1. juli er alle kædens 261 butikker klar til at tage imod betaling på MobilePay, fortæller økonomidirektør i Rema 1000, Torben Sørensen.

»Vi vil gerne give kunderne det, de efterspørger, og dét, de kommer til at efterspørge, og der er ingen tvivl om, at mobilbetaling er kommet for at blive. Det buldrer bare løs med forskellige muligheder og løsninger, og der skal vi selvfølgelig være med,« siger han.

Dermed overhaler den norskejede supermarkedskæde sine konkurrenter på det danske marked. Godt nok annoncerede Dansk Supermarked tidligere på året, at Bilka, Føtex og Netto også giver kunderne mulighed for at betale med Mobilepay, men først i begyndelsen af 2016 forventer Dansk Supermarked, at mobilbetaling er fuldt udrullet i de tre kæder.

Rema 1000 har valgt at samarbejde med Danske Banks populære mobile betalingsløsning MobilePay, som omkring to millioner danskere allerede bruger primært til private pengeoverførsler.

»Lige nu er det Danske Banks løsning, der er længst fremme og mest udbredt i Danmark, så det var oplagt at tage udgangspunkt i deres løsning,« siger Torben Sørensen.

Danskerne bruger smartphonen flittigt

Den nye betalingsform kommer til at køre fra en lille boks ved kassen, der både giver mulighed for NFC, Bluetooth og scan. Det giver mulighed for at udvide med andre mobile betalingsløsninger end MobilePay.

»Den løsning, vi får ude i butikkerne, er gjort klar til, at der også kan komme andre på. Også løsninger vi måske ikke kender til i dag,« siger Torben Sørensen og tilføjer:

»Vi må bare erkende, at teknologien går så stærkt, at vi om et halvt år sikkert taler om en helt anden løsning, som vi så forhåbentligt er klar til at kunne sætte ind også.«

Hos Danske Bank fortæller chefen for MobilePay-divisionen, Mark Wraa-Hansen, at Danske Bank er på vej med flere aftaler med detaillister. Aftaler med dagligvarehandlen er dog vigtige for MobilePay, siger Mark Wraa-Hansen.

»Det betyder rigtigt meget for os. Vi vil gerne give de to millioner danskere, der bruger MobilePay, nye muligheder, og jo flere vi kan tilføje, desto flere muligheder er der for danskerne for at betale mobilt,« siger han.

Det er ikke den store overraskelse, at Rema 1000 har valgt Danske Bank og MobilePay som samarbejdspartner på mobile betalingsløsninger i stedet for de resterende bankers løsning Swipp. Det mener Per Østergaard Jacobsen, ekstern lektor på Copenhagen Business School og tidligere konsulent for en stor international banks mobilsatsning på det engelske marked.

»I forvejen må man sige, at MobilePay er firstmovers på det her,« siger han.

Per Østergaard Jacobsen påpeger, at danskere er blandt de flittigste brugere af smartphones.

»Mobilbetaling er kommet for at blive. Vi bruger vores mobiltelefon mere og mere i vores hverdag, og mange forbrugere opfatter det som en lettelse, at man kan gøre alt fra den samme enhed,« siger han og tilføjer, at danske detailhandelsvirksomheder generelt er »gammeldags i deres måde at tænke på«. Derfor har vi endnu ikke set de løsninger, der teknologisk er mulige, implementeret i butikkerne.

Test i udvalgte butikker fredag

Men fra anden side lyder mindre optimisme med hensyn til mobilbetaling i detailhandlen. Henning N. Jensen fra PlusCon, der beskæftiger sig med indførelse og udnyttelse af ny teknologi i virksomheder, mener ikke, der er den store fordel i mobilbetaling frem for betaling med kreditkort.

»Mit problem er, at vi ikke ser ret mange transaktioner endnu. Det er et meget tidligt marked,« siger Henning N. Jensen, der trods alt mener, at Rema 1000 med udrulning vil være med til at fremskynde processen.

»Rema 1000 vil selvfølgelig være med til at udvikle markedet, men det virker ikke overbevisende meget nemmere end at bruge sit kort,« siger han.

Rema 1000 har testet den nye betalingsløsning i få butikker og fredag er seks butikker i Jylland klar til at tage imod betaling på mobiltelefonen. De første kunder har været nysgerrige, lyder det fra Torben Sørensen.

»Når man vænner sig til det, vil man opleve, det bliver en endnu nemmere måde at betale på,« siger han.