Play spiller for B&O: Benetton-chef bliver ny styrmand

Bang & Olufsen ansætter ny administrerende direktør til Play-division, som vokser i tredje kvartal og bliver mere og mere vigtig for den jyske elektronikvirksomheden. Plays nye topchef er John Mollanger, som kommer fra modefirmaet Benetton.

Henrik Clausen, administrerende direktør. Fold sammen
Læs mere
Foto: foto:Lasse Bech Martinussen

Bang & Olufsen har fundet manden, der skal stå i spidsen for teknologiselskabets vigtige Play-division. Det bliver 46-årige John Mollanger, som kommer fra det internationale modeselskab Benetton og desuden har en fortid hos flere store sportsmærker som Nike og Puma.

B&O Play er Struer-virksomhedens guldæg, som også i tredje kvartal af det forskudte regnskabsår trækker Bang & Olufsen frem. B&O Play står i regnskabsperiodens første ni måneder for 922 millioner kroner af den samlede omsætning på 2,2 milliarder kroner. Mens omsætningen i B&O Play steg med 32 procent, gik hovedbrandet Bang & Olufsen blot 1 procent frem på omsætningen i de første ni måneder.

Alene i tredje kvartal voksede B&O Play 53 procent, mens hovedmærket i samme tre måneder gik seks procent tilbage. Tredje kvartal bød på et overskud før skat på 8 millioner kroner, og sammenlignet med underskuddet på 14 millioner kroner i samme periode sidste år er det en væsentlig forbedring.

Dertil kommer en voldsom forbedring af det frie cashflow. Cashflowet blev i regnskabsårets første ni måneder forbedret med 365 millioner kroner, så det endte i 196 millioner kroner. Til sammenligning var cashflowet i samme periode for et år siden negativt med et minus på 169 millioner kroner.

De gode takter er primært trukket af nye produkter som høretelefonerne Beoplay H4 og H9, ligesom højtaleren M5 har været populær hos Bang & Olufsens kunder.

Henrik Clausen tiltrådte som administrerende direktør for Bang & Olufsen sidste år, og han ser frem til at byde John Mollanger velkommen.

»Jeg er overbevist om, at han har den internationale ledelseserfaring, som der er brug for, for at tage B&O Play til det næste niveau,« udtaler Henrik Clausen i en meddelelse fra selskabet.

Bang & Olufsen fastholder men præciserer forventningerne til 2016/17, hvor selskabet fortsat venter vækst på 10 til 15 procent i omsætningen sammenlignet med året før, hvor omsætningen lå på 2,63 milliarder kroner. Væksten i B&O Play ventes fortsat at ligge på 25-30 procent.