B&O-topchef: Play og Black Friday bidrog til stærk vækst i Kina og USA

Langt størstedelen af Bang & Olufsens vækst i andet kvartal af regnskabsåret stammer fra Nordamerika og Kina

Foto: Lasse Bech Martinussen (th), Bang og Olufsen PR (tv)
Læs mere
Fold sammen

Væksten er i høj grad drevet af Play-divisionen, mens den såkaldte "black friday" også bidrog positivt til væksten.

Det fortæller B&O's administrerende direktør, Henrik Clausen, til Ritzau Finans, efter at selskabet har leveret regnskab for andet kvartal af det forskudte regnskabsår 2016/17.

- Vi har tidligere sagt, at vi ser betydeligt potentiale i de to markeder, og vi føler, at vi er begyndt at finde melodien for at reagere på potentialet, siger han og tilføjer:

- I USA fungerer alle forretningsområderne godt, og vi har et bidrag fra en del af de samarbejdspartnere, vi har på brandpartnersiden, hvor vi udnytter den mulighed, der ligger i samspillet med dem på det amerikanske marked.

I Kina er det ifølge direktøren i meget høj grad Play, der driver væksten, og divisionen ventes også at være nøgledriveren fremover.

BLACK FRIDAY BIDROG POSITIVT

Overordnet set har selskabet også set en positiv udvikling omkring black friday og de begivenheder, der har været online både i Kina og USA.

- Det er ikke isoleret set grunden til, at vi ser fremgangen i kvartalet, men vi kan se en betydelig udvikling i begge regioner.

- Vi er blevet bedre til at forstå, hvordan mekanikken omkring de her dage fungerer, og hvordan man sikrer salg og volumen op mod datoerne baseret på de erfaringer, vi havde året før, forklarer Henrik Clausen og tilføjer, at B&O ikke har set samme effekt i Europa.



- Den store effekt skyldes også, at onlinekanalen er meget vigtig i USA og i Kina, og den spiller kraftigt ind ved events som black friday og cyber monday, uddyber han.

Salget i Nordamerika, der tæller USA, Canada og Mexico, er steget med hele 129 pct. til 111 mio. kr. fra 48 mio. kr. sidste år.

I regionen Kina, der også omfatter Hongkong og Taiwan, er omsætningen steget med 70 pct. til 125 mio. kr. fra 74 mio. kr. sidste år, fremgår det af regnskabet.

/ritzau/FINANS