Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
PFA vil alligevel ikke gå efter en millionerstatning fra Økonomisk Ugebrevs chefredaktør, Morten W. Langer, og en journalist fra samme medie, efter ugebrevet bragte en kritisk artikel, der ifølge PFA var bagvaskelse.
PFA oplyser således over for journalisten.dk, at pensionsselskabet har valgt at trække stævningen tilbage. Det sker, efter Berlingske Business skrev om søgsmålet, hvorefter journalistforbundets næstformand, Lars Werge, rettede henvendelse til PFA Pension og bad om en forklaring.
»Vi har hen over weekenden og de seneste dage haft en god og konstruktiv dialog med journalistforbundets næstformand, Lars Werge, og på den baggrund har vi valgt at droppe stævningen og i stedet indbringe sagen for Pressenævnet,« skriver Morten Jeppesen, direktør for koncernkommunikation i PFA Pension, til journalisten.dk.
Lars Werge, der også er formand for Mediernes Pension, som samarbejder med PFA Pension, er glad for beslutningen, og han er glad for, at PFA tager sagen i Pressenævnet.
»Jeg tror trods alt, at vores kolleger på Økonomisk Ugebrev vil sige, at det her er det bedste af to onder. Det betyder jo, at de ikke stævnes for et millionbeløb. Og så er det vigtigt at huske, at der ikke er nogen garanti for, at den, der klager til Pressenævnet, får medhold,« siger Lars Werge til Journalisten.
Ifølge Journalisten er det fortsat uklart, om PFA på et senere tidspunkt alligevel skulle vælge at tage sagen i retten.