PFA kræver millioner af journalister efter kritisk artikel

På baggrund af en kritisk artikel bragt af erhvervsmediet Økonomisk Ugebrev sagsøger PFA Pension nu redaktør Morten W. Langer og en journalist fra samme medie med påstand om et erstatningskrav på foreløbig tre millioner kroner.

Ansvarshavende redaktør hos Økonomisk Ugebrev Morten W. Langer forstår ikke, hvorfor PFA ikke har trukket Økonomisk Ugebrev i Pressenævnet, hvis pensionsselskabet mener, at der er urigtige oplysninger i artiklen. I stedet bliver han nu trukket ind i en dyr retssag med krav om millionerstatning. Fold sammen
Læs mere
Foto: Simon Læssøe

I en opsigtsvækkende sag trækker landets største kommercielle pensionsselskab, PFA Pension, nu den ansvarshavende redaktør på erhvervsmediet Økonomisk Ugebrev, Morten W. Langer, og en journalist fra mediet i retten.

Baggrunden for søgsmålet er en kritisk artikel bragt af Økonomisk Ugebrev i slutningen af oktober med overskriften »Eksperter: PFA-vækst baseret på oppustet balance«. PFA Pension mener, at artiklen indeholder en række uberettigede beskyldninger, og at der er tale om bagvaskelse af PFA.

På den baggrund har PFA fremsat krav om, at de to sagsøgte betaler »erstatning for den ved beskyldningerne påførte skade« på foreløbig tre millioner kroner – et skønsmæssigt beløb, som PFA senere vil fastsætte endeligt. Derudover er der krav om godtgørelse for tort på 200.000 kroner og krav om dækning af offentliggørelse af dommen, hvilket er sat til 400.000 kroner.

Det fremgår af stævningen, som Berlingske Business er i besiddelse af.

I den pågældende artikel i Økonomisk Ugebrev står der blandt andet, at flere eksperter over for Økonomisk Ugebrev peger på, at PFA i den seneste årsrapport har pustet sin balance op med 20 milliarder kroner – muligvis med det motiv at skabe en illusion af vækst. Senere i artiklen fremgår det, at ugebrevet gerne ville spørge »til både manglende noteoplysninger (i regnskabet, red.), sikkerhedsstillelse og den stærkt stigende obligationsformue«, men at PFA ikke har ønsket at svare på disse spørgsmål.

I stævningen nævner PFA både den oppustede balance, den manglende note, og at PFA ikke har ønsket at besvare spørgsmål som værende uberettigede beskyldninger.

Kunder skal have ubetinget tillid

PFAs advokat i sagen, Michael Christiani Havemann fra Brix Jensen Havemann Advokataktieselskab, skriver i stævningen, at den virksomhed, som PFA driver, kræver, at kunderne kan have fuld og ubetinget tillid til ordentligheden og professionalismen hos PFA. Han skriver videre, at det er afgørende for PFA, at man hverken direkte eller indirekte gennem antydninger med videre udsættes for beskyldninger, der er urigtige/grundløse.

Ifølge Morten W. Langer, ansvarshavende redaktør på Økonomisk Ugebrev, er der ikke noget at komme efter i denne artikel.

»Alle brikker er vendt og drejet af jurister og fageksperter. Men vi kan ikke finde noget, der bør rettes,« siger han.

Morten W. Langer forstår ikke, hvorfor PFA ikke har trukket Økonomisk Ugebrev i Pressenævnet, hvis pensionsselskabet mener, at der er urigtige oplysninger i artiklen. I stedet bliver han nu trukket ind i en dyr retssag med krav om millionerstatning.

»Jeg oplever det her som en finansgigant, der bruger sin kapitalmagt til at forsøge at lukke munden på et lille kritisk erhvervsmedie. Jeg har oplevet meget i de 25 år, jeg har været erhvervsjournalist, men det her overgår alt,« siger han.

Det er advokat Erik Nyborg fra advokatfirmaet Nyborg & Rørdam, der skal føre sagen for Morten W. Langer og journalisten. Ifølge Erik Nyborg er der hverken tale om bagvaskelse eller injurier, ligesom han mener, at beløbsstørrelserne i dette søgsmål er helt ude af proportioner.

»De erstatningskrav og krav om betaling for tort og betalinger til offentliggørelsen af en dom, hvis der kommer sådan en, er helt eksorbitante. De er helt ude af trit med dansk retspraksis. Der er meget, meget få erstatninger i sager af den her type, der er over 100.000 kroner. Og jeg er ikke bekendt med én eneste, der er oppe i nærheden af bare en million kroner,« siger han.

Berlingske Business ville gerne spørge PFA Pension til søgsmålet, men PFA Pensions kommunikationsdirektør, Morten Jeppesen, oplyser, at PFA ikke ønsker at kommentere sagen.