Ny, prisbillig supertelefon får bred ros

OnePlus 5 kan købes i Danmark om en uge og er den hidtil dyreste model - men stadig langt billigere end konkurrenternes toptelefoner.

OnePlus 5 har ligesom forgængeren en skærm på 5,5 tommer men er den hidtil tyndeste smartphone fra selskabet. Foto: OnePlus Fold sammen
Læs mere

Der er allerede bred ros til den nyeste, kinesiske supertelefon, OnePlus 5, som blev fremvist tirsdag aften, og vil kunne købes i Danmark fra 27. juni.

Den 5,5 tommer store OnePlus 5, som kommer i sort og grå, er den hidtil tyndeste Android-telefon fra selskabet - den er kun 7,25 millimeter tyk/tynd. Skærmstørrelsen er den samme som forgængeren, OnePlus 3T, der kom i november 2016, og OnePlus 5 har - ligesom en stadig længere række af konkurrenterne - dobbeltkamera på bagsiden, så der kan tages skarpere billeder, ligesom den har fået udvidet batteritid og en opdateret udgave af OnePlus' egentilpassede udgave af Android-mobilstyresystemet, Oxygen OS.

Den dyreste - men stadig ikke dyrest

OnePlus' helt store force er dog, at selv om der ikke spares på telefonernes teknologiske indmad, afspejles det ikke altid på prisen. OnePlus 5 koster fra 3.800 kroner, afhængigt af, hvor meget lagerplads og hvor stor arbejdshukommelse man ønsker. Der er modeller med 6 gigabyte RAM og 64 gigabyte lagerplads samt med otte gigabyte ram og 128 gigabyte lagerplads. Prisen er noget højere end forgængeren, men også alle konkurrenterne har hævet priserne pænt på deres seneste toptelefoner, og deres priser ligger stadig en del højere end OnePlus, som snarere konkurrerer med kinesiske Huawei, der på rekordtid er blevet verdens tredjestørste mobilmærke efter Samsung og Apple, og med Googles egenproducerede Pixel-smartphones, som selvsagt kommer med den rene udgave af Android, som Google står bag.

Den første OnePlus-telefon kom i 2014 og var dengang bevidst gjort særlig. Man skulle nemlig have en invitation for overhovedet at kunne købe den. Det skabte den ønskede eksklusivitet, og da køberne samtidig var begejstrede for, hvad de anskaffede sig, fortsatte OnePlus i samme stil. Det seneste års tid har man dog kunnet købe OnePlus-telefonerne i almindelig handel, og herhjemme var teleselskabet »3« det første til at tage telefonerne på hylden.

Hurtig popularitet i Danmark

»3«s privatkundedirektør, David Elsass, har da også store forventninger til den nye OnePlus.

»Vi forventer, at den kommer til at klare sig rigtigt godt i vores sortiment,« siger han.

OnePlus 3T har siden lanceringen i Danmark i marts ligger blandt de ti mest solgte smartphones hos »3«.