Nokia på jagt efter ny topchef

Ifølge erhvervsavisen Wall Street Journal er den finske mobilgigant Nokia på jagt efter en ny topchef, fordi selskabet har store problemer med at forsvare sin dominerende position på mobilmarkedet.

Nokia er ifølge Wall Street Journal på jagt efter en afløser for topchefen, Oll-Pekka Kallasvuo, der har leveret en skuffende indsats siden han blev adm. direktør i 2006. Fold sammen
Læs mere
Foto: CHIP EAST
Nokias topchef gennem de sidste fire år, Olli-Pekka Kallasvuo, er måske på vej mod en fyreseddel. I hvert fald skriver Wall Street Journal at Nokia er på jagt efter en ny adm. direktør, og at bestyrelsesformand Jorma Ollila allerede har haft møder med flere udenlandske topledere.

Ifølge Wall Street Journal vil Nokia træffe en beslutning om en ny topchef inden udgangen af juli. Selskabet ønsker ikke at kommentere på forlydenderne, men Nokia-aktien er i dag steget med op til 0,35 euro, eller 5,2 pct., til 7,12 euro.

Problemer siden Kallasvuo blev topchef

Nokia har haft store problemer stort set siden Kallasvuo afløste den karismatiske Jorma Ollila i juni 2006. Ollila var manden, der ændrede Nokia fra et finsk træ- og gummikonglomerat til den klart førende globale producent af mobiltelefoner. Men Kallasvuo, der blev ansat som jurist i Nokia i 1980, fik i 2007 alvorlig konkurrence da Apple lancerede sin første Iphone, og siden er det gået støt ned ad bakke.

Ganske vist sad Nokia i første kvartal stadig på 36,6 pct. af det globale mobilmarked ifølge analysefirmaet IDC, men det var et fald på 2 procentpoint, og Nokia har været tvunget til at sætte priserne ned på sine avancerede smart-phones for at forsvare sin markedsandel. Samtidig har Kallasvuos første beslutning som topchef, nemlig at fusionere Nokias division for netværksudstyr med Siemens, vist sig at være en rigtig dårlig forretning.

Nokia sætter priserne ned

I første kvartal fik Nokia i snit 155 euro, eller 1.154 kr., for en smart-phone, mod 190 euro i snit i tredje kvartal 2009. Til sammenligning får Apple i alt 622 dollar, eller 3.570 kr., hver gang der blev langet en Iphone over disken i første kvartal i år, ifølge nyhedsbureauet Bloomberg.

Nokias nedtur kommer på trods af, at selskabet sidste år brugte seks milliarder euro, eller næsten 45 milliarder kr., på forskning og udvikling, hvilket er seks gange så mange penge som ærkerivalen Apple bruger. Alligevel har Nokia ikke haft et hit siden N95-mobilen, der blev lanceret kort tid efter Kallasvuo tog over i 2006.

Den manglende vækst har givet dybt skuffede aktionærer. Siden den første Iphone blev lanceret i juni 2007 er Nokias aktiekurs faldet med to-tredjedel, hvilket har gjort Nokia 60 milliarder euro mindre værd. oI samme periode er Apples aktiekurs fordoblet.

Amerikanere vil ikke til Finland

Måske netop på grund af Apples succes jagter Nokia ifølge Wall Street Journal især amerikanske topledere. Men et af problemerne er, at Nokia stiller som et ubetinget krav, at den kommende topchef skal flytte til Finland, hvilket flere af de kontaktede kandidater fra amerikanske teknologiselskaber åbenbart har sagt nej tak til.