Navneforbud ophævet i EBH-sag

Landsretten har ophævet navneforbuddet i EBH-sagen om kursmanipulation, så det nu står klart, hvem alle de otte tidligere bankfolk, der er tiltalt i sagen, er.

Retten i Hjørring d.19. november 2014, hvor man indleder sag om kursmanipulation mod otte tidligere bankchefer, der ifølge bagmandspolitiet har opnået et samlet udbytte på 6, 9 millioner kroner. Statsanklagemyndigheden ankommer: Ane Kallmayer Bach, Statsanklager Jørn Thostrup og forrest politiassistent John Brix Pedersen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Martin Dam Kristensen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Vestre Landsret har ophævet navneforbuddet på de to sidste tiltalte i EBH-sagen om kursmanipulation, der i øjeblikket er i gang i Retten i Hjørring.

Retssagen begyndte i sidste uge, hvor fire af de i alt otte tiltalte i sagen ønskede sig beskyttet af navneforbud, men det ønske valgte byretten ikke at efterkomme. To af de tiltalte valgte at anke afgørelsen til landsretten, og denne har tirsdag stadfæstet byrettens afgørelse.

Det oplyser landsdommer John Lundum til Berlingske Business.

Dermed er det nu klart, at også den tidligere fondschef i Sparekassen Kronjylland, Tonny Elsberg, og den tidligere ordførende direktør i Sparekassen Kronjylland, Jacob Leth, er tiltalt i den omfattende sag, der skal køre over 40 retsdage.

Jacob Leth var i mere end 20 år ordførende direktør i Sparekassen Kronjylland, og derudover havde han en anden særlig fremtrædende rolle i banksektoren som formand for Lokale Pengeinstitutter, der er organisation for landets lokale pengeinstitutter.

De øvrige tiltalte i sagen, der er en af Danmarkshistoriens største om kursmanipulation, er den tidligere adm. direktør i EBH Bank, Finn Strier Poulsen, bankens tidligere formand, Egon Korsbæk, den tidligere adm. direktør i Morsø Sparekasse, Jørn Balch Christensen, tidligere underdirektør i Sparekassen Kronjylland, Ove Knudsen, tidligere fondschef i EBH Bank, Henrik Sylvester Larsen, og tidligere underdirektør i EBH Bank, Finn Jensen. Alle otte tiltalte har erklæret sig uskyldig.

De otte tidligere bankfolk er tiltalt for kursmanipulation, mandatsvig og bedrageri og risikerer flere års fængsel. Samtidig går anklageren, der er Bagmandspolitiet (SØIK), efter at få konfiskeret de 6,9 mio. kr., som de tiltalte ifølge anklageskriftet har indkasseret i gevinst på de ulovlige handler.

Sagen udspringer af den efterforskning, som Bagmandspolitiet (SØIK) har stået for i forlængelse af krakket i EBH Bank i 2008. I  banken blev alle aktiehandlernes telefonsamtaler ind og ud af huset optaget som dokumentation, og det er 23.000 af disse telefonsamtaler, som politiet fandt på en computer på et teenageværelse under en ransagning, der har ført til tiltalerne.

Svindlen er ifølge Bagmandspolitiet (SØIK) foregået ved, at de tiltalte købte aktier og obligationer til sig selv og nærtstående, herunder ægtefæller, hvorefter de fik de involverede pengeinstitutter til at handle værdipapirerne kunstigt op. Derefter købte pengeinstitutterne værdipapirerne tilbage af de tiltalte og deres nærtstående til en forhøjet pris. Herved opnåede de tiltalte altså en gevinst på 6,9 mio. kr. ifølge anklageskriftet.

Næste retsdag i sagen er 9. december.