Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Der er ikke noget, som tyder på, at den danske medicinalgigant har brudt nogen regler.
Alligevel er Novo Nordisk kommet i søgelyset hos britiske The Observer for det, en ekspert kalder en »orkestreret PR-kampagne« for mange millioner.
Firmaets meget omtalte slankemiddel, Wegovy, er for ganske nylig blevet godkendt af det britiske sundhedssystem NHS.
Ifølge The Observer har Novo Nordisk i en treårig periode doneret 21,7 millioner pund til britiske sundhedsorganisationer og -eksperter.
De over 3.500 betalinger mellem 2019 og 2021 omfatter donationer, sponsorater af begivenheder, tilskud til velgørende organisationer, uddannelsesinstitutioner og praktiserende læger.
I flere tilfælde skal modtagerne efterfølgende have rost lægemidlet – uden at tydeliggøre deres forbindelser til Novo Nordisk.
Lovpriste fedmemiddel i radioen
Det gælder blandt andet Jason Halford, professor ved University of Leeds, som i BBC Radio 4 har kaldt fedmemidlet for »et af de mest kraftfulde farmaceutiske værktøjer« til dato.
Problemet, skal han have sagt, ville være at sikre, at nok mennesker kunne få fat i det.
Det, der ifølge The Observer ikke blev nævnt, er, at Jason Halford også er præsident for organisationen European Association for the Study of Obesity (EASO).
En organisation, som mellem 2019 og 2021 modtog 3,65 millioner pund fra Novo Nordisk.
Jason Halford er derudover tidligere rådgiver for Novo Nordisk, skriver The Observer.
BBC udtaler, at radioindslaget også kom ind på problematikker vedrørende fedmemidlet – men anerkender, at man burde have kontrolleret enhver forbindelse med Novo Nordisk mere grundigt.
Et forsøg på at købe indflydelse
Der er ikke noget, som tyder på, at donationerne er i strid med nogen regler.
Men flere eksperter, The Observer har talt med, er bekymrede for, at den offentlige debat kan blive påvirket af finansiering fra medicinalindustrien.
Novo Nordisk-donationerne er et forsøg på at »købe indflydelse og positiv omtale«, siger Simon Capewell, professor emeritus ved Institut for Folkesundhed ved Liverpool University, til mediet:
»Der har været en orkestreret PR-kampagne, og det er ærgerligt, at så mange kliniske kolleger har deltaget i det. Vi bør se på meget strengere kontrol med sådanne betalinger.«
»Ubegrundet og vildledende«
Fra Novo Nordisk selv lyder det, at medicinalfirmaet er stolt over at spille en rolle i »vigtige diskussioner« om at »forbedre prioriteringen, håndteringen og behandlingen af kroniske lidelser, herunder diabetes og fedme i hele Storbritannien«.
Firmaet arbejder på en »gennemsigtig og etisk måde« i overensstemmelse med »strenge lovgivningsmæssige rammer«, udtaler medicinalgiganten videre til The Observer.
»Insinuationen om, at Novo Nordisk bevidst har handlet uden for etiske eller juridiske standarder og korrekte processer, er ubegrundet og vildledende.«
I februar valgte de amerikanske sundhedsmyndigheder FDA at igangsætte en undersøgelse af en tv-omtale af Wegovy, som er blevet beskyldt for skjult reklame.
Novo Nordisk har tidligere afvist anklagerne.