Løsladt it-direktør: Der var ikke tale om bestikkelse

For første gang står en af de løsladte it-direktører i den store IT-bestikkelsessag frem. Hans påstand: Der var ikke tale om bestikkelse.

Foto: Morten Germund. Direktør for 3Ait, Peter Trans, og tidligere chef i Atea, har siddet varetægtsfængslet i den spektakulære bestikkelsessag, der bl.a. har ramt Region Sjælland. Nu står han for første gang frem.
Læs mere
Fold sammen

En af de nu tidligere Atea-chefer, der har siddet varetægtsfængslet i den spektakulære bestikkelsessag som involverer bl.a. Region Sjælland, tager nu bladet fra munden.

Ifølge den tidligere Atea-chef Peter Trans, der i dag er direktør hos Atea-konkurrenten 3Ait, handler sagen overhovedet ikke om bestikkelse. Sådan lyder hovedbudskabet frem ham i et opsigtsvækkende interview med finans.dk, hvor han i øvrigt selv har valgt at ophæve sit eget navneforbud.

I interviewet kommer han med sin version af omstændighederne omkring den omstridte konto 2840, der angiveligt skulle være blevet brugt til at smøre medarbejdere i regionen. Og hans budskab er klart: Der var ikke noget suspekt ved den meget omtalte konto, der bl.a. blev brugt til rejser og dyre vine. Konto 2840 har ifølge Peter Trans blot været brugt til at administrere en rabatordning og den er blevet godkendt af Deloittes revisor hvert eneste år, fortæller han.

»Kontoen kan sammenlignes med en loyalitetsaftale hos SAS, hvor du optjener point, der kan bruges - ikke hos Easyjet, men hos SAS,« siger han til finans.dk.

Selv om en del af pengene fra kontoen er blevet brugt på dyre vine og andet vellevned ud over det sædvanlige, er det ifølge Peter Trans ikke det samme, som at der var tale om bestikkelse.

Juraprofessor Lars Bo Langsted fra Aalborg Universitet siger til finans.dk, at Peter Trans kan have en pointe, men det er i givet fald en helt afgørende forudsætning, at pengeflowet til konto 2840 er fuldstændig straight og legalt, og at det uomtvisteligt er regionens penge.