EU betyder meget for vores hverdag. For både borgere og virksomheder.

EUs regler og regulering er selvsagt også vigtige for skibsfarten. Ligesom EUs rolle i verden i det hele taget er det.

Og skibsfarten har historisk gennem århundreder været afgørende for Europa. For vores forbindelse til omverdenen. Som vækst- og jobskaber.

Set fra min stol er der tre overskrifter, som de nuværende og kommende medlemmer af Europa-Parlamentet i særlig grad bør fokusere på. Det handler om grøn omstilling, handels- og industripolitik og sikkerhed.

EU skal gå forrest i den grønne omstilling – også af skibsfarten. Man har i FN vedtaget en ambitiøs global målsætning om, at skibsfarten skal være klimaneutral. Det kræver grønne alternativer til de fossile brændstoffer, som skibsfarten i dag forbruger millioner af ton af hvert eneste år.

Det kræver selvsagt, at de grønne brændstoffer er tilgængelige. Det er de ikke i tilstrækkelig grad i dag. Derfor skal EU være med til at sætte turbo på at sikre tilstrækkelige mængder af alternative brændstoffer og udvikling af grønne muligheder med øget støtte.

Åbne markeder, fælles spilleregler og handelssamarbejde skaber vækst og velstand. Derfor skal EU styrke åben og fair handel blandt andet med handelsaftaler – også til Afrika. Åben og fair handel er hjørnestenen i Europas økonomiske styrke i en tid med store geopolitiske udfordringer. Handelshindringer og konkurrenceforvridende tiltag bør begrænses.

EU bør tale med en stærkere stemme i verden. Stå mere sammen for at forsvare europæernes sikkerhed. Med en styrket europæisk udenrigstjeneste, som kan assistere europæiske virksomheder med rådgivning, scenarieplanlægning mv., når de skal navigere i en kompleks geopolitisk virkelighed.

Så er der situationen i Det Røde Hav, hvor den fredelige civile skibstrafik har været under angreb af houthiernes fuldstændig urimelige og uacceptable angreb. EU bør arbejde på at påvirke, fastholde og forbedre indsatsen mod maritime sikkerhedstrusler for at sikre trygheden for de søfarende og den maritime transport.

Vi lever i en omskiftelig og ofte konfliktfyldt verden. EUs lederskab er mere nødvendigt end nogensinde.

Det er vores fælles ansvar at handle nu – så brug din stemme 9. juni.

Anne H. Steffensen, adm. direktør, Danske Rederier