Lån & Spar revses for forskelsbehandling af kunder

Lån & Spar Bank revses af Finanstilsynet for at stille højere krav til kunder med udenlandsk nationalitet end til danske statsborgere. Det skriver Dagbladet Børsen.

Foto: Kim Haugaard. Lån og Spar bankens logo i Ryesgade
Læs mere
Fold sammen

En Lån & Spar-kunde har henvendt sig til Finanstilsynet efter at have fået afslag på et lån til et sommerhus, fordi kunden ikke kunne stille med 20 pct. i udbetaling, som banken kræver af udlændinge.

Lån & Spars krav om 20 pct. i udbetaling skyldes dårlige erfaringer med tab på kunder med udenlandsk statsborgerskab, som er flyttet ud af landet før lånet har været betalt, skriver Finanstilsynet ifølge Børsen.

Men den praksis afvises af Finanstilsynet, og Lån & Spar vil få påbud om at ændre praksis.

- Det er Finanstilsynets vurdering, at en praksis som forskelsbehandler kunder alene på baggrund af nationalitet, og uden hensyn til om kundens nationalitet i den konkrete situation udgør en reel forøget kreditrisiko, ikke er foreneligt med kravet om loyal og redelig adfærd i bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder, skriver Finanstilsynet ifølge Børsen i en redegørelse om sagen.

Lån & Spar afviser, at der har været tale om klar forskelsbehandling men lover at rette ind efter Finanstilsynets krav.

TV: Finanstilsynet kritiserer Lån & Spar Bank: