Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Aktiekurven har stabiliseret sig, de kritiske historier i medierne bliver stadig færre, og rundt om på vejene kører der stadigvæk millioner af biler med det letkendelige Volkswagen-logo på fronten.
Man kan måske godt forstå, hvis en leder fra Volkswagen-koncernen ifølge Financial Times før jul dristede sig til at konkludere, at bilgigantens historiske krise var på retræte.
Virkeligheden er dog en anden. For krisen kan meget vel kun være påbegyndt, påpeger Mikkel Thomsager, chefredaktør på Bil Magasinet.
Gigantisk erstatningskrav på vej
Han henviser først og fremmest til de gigantiske sagsanlæg, som både myndigheder og private personer barsler med i USA. Senest forlyder det, at de amerikanske myndigheder planlægger at sagsøge VW for minimum 45 milliarder dollar – altså mere end 200 millarder danske kroner – for at have snydt med softwaren i en række biler.
»At beløbet kunne løbe op i den størrelsesorden, overrasker de fleste. Og det vil sandsynligvis trække sagen i langdrag og dermed igen og igen placere folkevognen rigtigt dårligt på det amerikanske marked. Det bliver en meget lang og vanskelig proces, hvor Volkswagen vil blive sat tilbage,« vurderer Mikkel Thomsager og tilføjer:
»Ovre i USA er det en kæmpesag, hvor det kommer til at vare mange år,« siger han
.
Senest har Volkswagen meddelt, at man sandsynligvis vil købe op til 115.000 biler i USA på grund af den falske software, eller alternativt tilbyde bilkøberne en anden model med et markant prisnedslag.
I et interview med Berlingske Business fastslår ledelsen i den danske division, at man har tro på, at fremtiden er lys for VW. Troen finder man blandt andet i salgstallene herhjemme, der ikke rigtigt har ladet sig influere af koncernens skandale. Det overrasker dog ikke Mikkel Thomsager.
»Når du skal ud at købe en bil, så er det altså sjældent, at du fravælger det på grund af en eller anden skandale. De fleste tænker stadigvæk på folkevognen som en lækker bil med gode køreegenskaber,« siger chefredaktøren.
Han vurderer dog, at Volkswagen risikerer at mærke det på salgstallene, når de nuværende ejere af VW-biler skal have ny bil på et tidspunkt.
»Jeg synes, det er svært at vurdere de langsigtede effekter af det. Der kan eksempelvis være mange, der kører i en folkevogn nu, som synes det er ret ærgerligt, og som vil lade det komme til udtryk, når de handler bil næste gang,« siger Mikkel Thomsager.