Kåre Schultz-fyringer kan lamme israelsk lufthavn

Kåre Schultz er blevet en upopulær mand Israel i kølvandet af sin gigantiske fyringsrunde i medicinalgiganten Teva. I sympati med de ansatte i Teva går arbejdere i Tel Avivs internationale lufthavn i strejke i fire timer søndag fra klokken otte om morgenen til klokken 12 middag.

Foto: AMIR COHEN. Arbejdere i Israels internationale lufthavn Ben Gurion går i strejke søndag i protest mod de mange fyringer i medicinalvirksomheden Teva.
Læs mere
Fold sammen

Kåre Schultz bliver ved med at trække overskrifter i Israel. Den danske topchefs gigantiske fyringsrunde i medicinalselskabet Teva får nu den konsekvens, at Tel Avivs internationale lufthavn Ben Gurion kan blive ramt af kaos søndag formiddag. Det sker, fordi arbejderne i lufthavnen i sympati med de fyringsramte medarbejdere i Teva vil nedlægge arbejdet fra klokken otte om morgenen til klokken 12 middag.

Det skriver Bloomberg News.

Allerede inden den store fyringsrunde i Teva truede formanden for det store israelske fagforbund Histadrut, der kan sammenlignes med LO i Danmark, med at iværksætte en generalstrejke som modsvar til Kåre Schultz' spareplan.

Formanden for Histadrut, Avi Nissenkorn, sagde samtidig på et pressemøde allerede tirsdag aften, at han forventede, at Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, vil gribe ind overfor Teva og Kåre Schultz’ massefyringer. Kort før den store fyringsrunde blev meldt ud, gik Benjamin Netanyahu rent faktisk på banen med en melding om, at han havde bedt Kåre Schultz om at holde de mange fyringer i Israel til et absolut minimum.

Kåre Schultz præsenterede torsdag medarbejdere i Teva for en voldsom hestekur, som betyder, at mere end 25 pct. af de ansatte i medicinalkoncernen skal forlade selskabet. Det svarer til, at omkring 14.000 medarbejdere i den kommende tid vil modtage en fyreseddel. Og i ægte Kåre Schultz-stil kommer det til at gå stærkt. I den danske topchefs genopretningsplan står der, at »størstedelen af de berørte medarbejdere vil få besked inden for 90 dage«.

I Israel står omkring 1750 medarbejdere til at få en fyreseddel. Det er et godt stykke under det tal, som israelske erhvervsmedier på forhånd havde regnet med, da buddet på antallet af fyringer blev sat til omkring 3.300.

Teva havde ved udgangen af 2016 knap 57.000 medarbejdere.