Kan DONG afmontere en potentiel politisk bombe?

Egentlig burde en nedskrivning ikke være særlig dramatisk for DONG. Men der er alligevel perspektiver, som er værd at holde for øje, skriver journalist Michael Korsgaard.

Erhvervsjournalist ved Berlingske Business, Michael Korsgaard følger DONG tæt. Fold sammen
Læs mere
Foto: Simon Læssøe

I bund og grund er det en simpel ting, der sker hvert år i mange danske virksomheder: Nedskrivninger.

Egentlig burde det ikke være særlig dramatisk i et tilfælde som DONGs, for selskabet er ikke herre over hverken olie- eller gaspriserne og står for så vidt uden skyld i, at man formentlig må tage milliardnedskrivninger ind i regnskabet for 2015.

Men nedskrivningerne i DONG har mere perspektiv end som så, for de kan tjene som afmontering af en potentiel politisk bombe.

Energiselskabets fremtid har skarp politisk bevågenhed, efter at kapitaludvidelsen i DONG splittede SRSF-regeringen, og bestyrelsesformand Thomas Thune Andersen må nok allerede nu indstille sig på, at virakken blusser op igen, når DONG går på børsen. Det helt overordnede narrativ, som modstanderne af salget af DONG fortæller, er, at energiselskabet blev solgt for billigt: At det »bedste bud«, som Bjarne Corydon nu så berømt sagde, ikke vandt, og at staten med andre ord solgte arvesølvet for billigt.

Endnu mere speget bliver det af, at DONG sidder på en bid af Nordsøolien, og nogle steder i det politiske landskab tangerer det et decideret traume, at man i sin tid lod Dansk Undergrunds Consortium (DUC) komme ind på den bane. Formentlig derfor gjorde Finansministeriet i forbindelse med offentliggørelsen af DONGs børsplaner meget tydeligt opmærksom på, at DONG ejer en forsvindende lille del af Nordsø-olien.

Og nu kommer nedskrivningerne tilbage i billedet. Der er nemlig én ting, der er ændret, siden DONG nedskrev for 6,6 mia. kroner på sine olie- og gasaktiviteter i 2014-regnskabet, og det er, at DONG nu åbent overvejer, om man skal sælge sin olie- og gasdivision (E&P). Det er ingen hemmelighed, at prisen på olieselskaber er styrtdykket, og det ved en eventuel køber af E&P-forretningen godt. Heri ligger der en indbygget politisk bombe.

Det vil nemlig give politisk sprængstof af den anden verden, hvis værdien af E&P i DONGs bøger ikke er opdateret til den pris, som man får ved et salg. For hvis DONG sælger E&P (med tilhørende Nordsø-olie) til for eksempel ti mia. kroner, mens værdien i DONGs regnskaber er 12 mia. kroner, så er der fuldkommen frit spil for dem, der mener, at staten solgte og sælger DONG for billigt. Man kunne jo ikke engang få den pris, som man selv mente, det var værd, vil kritikken lyde – uagtet at DONG jo ikke kan gå og nedjustere hver og hver anden måned i takt med, at olieprisen falder.

Når DONG formentlig tager nye olie- og gasnedskrivninger i forbindelse med årsregnskabet, giver det altså – ganske vist må man antage som en sekundær effekt – bedre rygdækning for et salg. Topchef i DONG Henrik Poulsen har tidligere fortalt, hvordan de kundevendte medarbejdere i DONG har måttet tage meget kundekritik for kapitaludvidelsen. Det vil de nok skulle igen, hvis der åbnes for fortællingen om, at staten igen har foretaget et discount-udsalg af vores alle sammens energiselskab.