IT-branchen til angreb mod løbsk elmåler

Stor workshop parallelt med OECD-konference i Helsingør kommer med bud fra Danmark og omegn på klimavenlig brug af IT.

Der skal skrues grundigt ned for blusset for at få elregningen bragt ned og dermed gjort IT mere klimavenligt. Foto: Colourbox Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der skal gribes ind, inden vi drukner i data, og elmåleren brænder sammen af overophedning.

Hvordan det skal ske, drøftes parallelt med den store OECD-konference i Helsingør om grøn IT senere på måneden i en særlig heldagsworkshop. OECD (Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling) holder 27.-28. maj den første og største konference om grøn IT. Det sker på Hotel Marienlyst i Helsingør og ventes at samle omkring 300 topdeltagere og -talere fra hele verden forud for det store klimatopmøde i København til december.

15 procent går til energi

»Datamængderne i verden bare vokser og vokser, og en stor del af verden er oven i købet datamæssigt ikke online endnu - men det kommer. I dag udgør energiforbruget omkring 15 procent af det samlede IT-forbrug, og alene datacentre bruger to-tre procent af den samlede elektricitet i Storbritannien. Derfor er det en stor udfordring at håndtere data energimæssigt rigtigt, for der er en voldsom vækst,« siger underdirektør Henrik Egede fra organisationen IT-Branchen, hvis medlemmer i dag står for 90 procent - eller 200 milliarder kroner - af den årlige IT-omsætning i Danmark.

14 eksperter fra ind- og udland vil dagen igennem fremlægge praktiske eksempler og indlæg med et kvarters mellemrum.

»Der vil ske en helt naturlig kulturændring. Kunderne begynder nu at efterspørge mere økonomiske og energirigtige løsninger, der er bedre, end hvad de har. Det handler både om selve opbevaringen af data samt allerede at beslutte sig, inden noget gemmes, om det nu også skal gemmes. Vi skal væk fra en kultur, hvor vi alle skal have data ved fødderne. Og derfor viser vi eksempler fra Danmark og omegn på, hvordan man kan gøre det bedre,« siger Henrik Egede.

Økologiske hjemmesider?

Emnerne spænder fra, hvordan afkøling af de varmeproducerende datacentre gøres bedre, hvordan man virtualiserer (altså bruger servere og udstyr mere effektivt), hvordan man afgør, om data nu også skal gemmes, om der kommer økologiske hjemmesider o.s.v.

»IT og datahåndtering er en lang historie om vækst. Den fortsætter, men nu skal væksten være energivenlig, fordi energiforbruget truer med at vokse til langt over, hvad flybranchen bruger. Det er jo ikke vort ønske, at IT-branchen om fem år står som klimaskurke men som dem, der kan være klimahelte,« tilføjer Henrik Egede.

Andre muligheder er at koble store datacentre til vedvarende energikilder og dermed spare strøm eller at placere datacentre i områder, hvor der er mere kulde, og hvor det derfor kræver mindre energiforbrug at holde temperaturen nede. Workshoppen er arrangeret af IT-Branchen og non-profit-organisationen Klima-IT.

Læs mere
www.green-ict.dk (alt om OECD-konferencen)
www.klima-it.dk (workshop om klimavenlig håndtering af data)