Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
IKEA i Nordamerika meddeler tirsdag, at møbelgiganten trækker mindst 27 millioner udvalgte kommoder tilbage, fordi de kan tippe og vælte ned over børn. I værste fald kan børnene miste livet.
I Danmark har IKEA dog ikke tænkt sig at følge op på initiativet. Det fremgår af en pressemeddelelse fra IKEA.
»Når vi ikke foretager et tilbagekald af kommoderne i Danmark skyldes det, at vores produkter overholder alle obligatoriske sikkerhedskrav,« lyder det fra Markus Ekewald, der er salgschef i IKEA Danmark.
I Nordamerika har IKEA trukket kommoder og skabe i Malm-serien tilbage, og ifølge NBC News kommer det som reaktion på, at tre børn har mistet livet på grund af et faldende møbel.
»I Danmark har vi gudskelov ikke registreret nogen fatale ulykker som følge af, at en IKEA-kommode er væltet,« lyder det fra Ikeas salgschef.
IKEA forklarer, at tilbagekaldelsen i USA og Canada skyldes, at man her fremover vil følge nogle frivillige sikkerhedsstandarder.
På de øvrige markeder inklusiv det danske vil man fortsat sørge for at overholde gældende nationale sikkerhedskrav.
»Vi skal prioritere sikkerhed højest, og gøre hvad vi kan for at hjælpe vores kunder med at forbedre sikkerheden i hjemmet,« forklarer Markus Ekewald og understreger, at den bedste måde at sikre mod en væltende kommode er at fastgøre den til væggen.
IKEA Danmark oplyser, at kommoder i Malm-serien i Nordamerika har forårsaget tre ulykker med døden til følge, siden serien kom på markedet i 2002.
IKEA har samtidig viden om yderligere tre dødsulykker siden 1989, hvor andre IKEA-kommoder har været involveret. Altså i alt seks dødsulykker fra 1989 frem til i dag.
I ingen af de seks tilfælde var det medfølgende sikkerhedsbeslag benyttet, oplyser IKEA Danmark.