Huller i Internet Explorer 9s beskyttelse fundet

Brugerne af Microsofts nye internetprogram kan ikke vide sig sikre på ikke at blive sporet, selv om de slår den nye funktion til.

Man kan ikke være sikker på, at man faktisk færdes uden overvågning på nettet på den nye Internet Explorer. Foto: Colourbox Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Kun få dage efter at IT-giganten Microsoft har lanceret nyeste udgave af sit internetprogram, Internet Explorer 9, viser det sig, at en meget omtalt funktion, hvor brugerne kan blokere for, at data sendes til de netsteder, som de besøger, ikke er til at stole på.

Microsoft har ligesom i andre internetprogrammer i Internet Explorer 9 indført flere muligheder for, at brugeren kan beskytte sig mod, at oplysninger om ens gøren og laden på nettet tilflyder alle de sider, som man besøger. Det sker blandt andet med en særlig sporbeskyttelsesliste. Her kan man selv tilføje netsteder, som man ønsker at beskytte sig mod, når man besøger dem, således at de hverken kan fremsende cookies eller de såkaldte »web beacons« - små, gennemsigtige billeder, som ligger skjult på siden for at kunne spore folks færden.

Lister ophæver hinanden

En undersøgelse, som den uafhængige forbrugerorganisation »Which?« har fået Stanford University til at gennemføre, viser imidlertid, at blokeringen ikke fungerer.

Internet Explorer gør det nemlig muligt at hente en række lister ind, hvor man på forhånd har udvalgt netsteder, som bør blokeres. Fem sådanne lister kan hentes fra Microsofts netsted, og de kan installeres sideløbende.

Men når flere lister er hentet, bliver alle reglerne fra dem samlet sammen i en fælles liste - og her vil markeringer med »Tilladt« overtrumfe markeringer med »Blokeret«.

Og dermed bliver man lige så overvåget som hidtil.

Ny Firefox 22. marts

Konkurrenten Mozilla kommer 22. marts med Firefox 4, nyeste udgave. Den rummer også en funktion til at sikre sig mod at blive overvåget. Men i stedet for at anvende sortlister giver Firefox besked til annoncørerne, at brugeren ikke ønsker at blive sporet. Og så er det op til annoncørerne at respektere det.