Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Anders Eldrup, der tidligere på året blev fyret som direktør for DONG Energy, er blevet udpeget som ny formand for Offshore Center Danmark, hvor han tiltræder i det nye år.
Eldrups kommende arbejdsopgaver bliver at »føre offshoreindustrien til yderligere vækst og bane vejen for en professionalisering og internationalisering af branchen«, lyder det fra fungerende bestyrelsesformand, Ernst Tiedemann.
- Anders Eldrup har i mange år været en af energisektorens absolutte topfigurer, og hans navn og kompetencer som erhvervsleder er anerkendt internationalt. Samtidig kommer han fra et energiselskab med aktiviteter inden for både havvindmøller og olie- og gasproduktion og er dermed med til at understrege, at Offshore Center Denmark arbejder ligeværdigt inden for begge områder, siger Ernst Tiedemann i en pressemeddelelse.
Anders Eldrup var en af hovedpersonerne i årets mest omtalte erhvervsbegivenhed, da han 12. marts blev fyret som DONGs topchef efter 11 år på posten.
Han blev fyret, da bestyrelsen i DONG blev bekendt med, at en gruppe underdirektører i virksomheden - uden bestyrelsens vidende - havde forhandlet sig frem til usædvanligt lukrative ansættelsesforhold med Anders Eldrup.
Sagen endte med, at DONG med bestyrelsesformand Fritz Schur i spidsen mistede tilliden til Anders Eldrup, og foruden fyringen blev han også frataget det gyldne håndtryk på 21,5 måneders løn, som han ellers havde ret til ifølge sin kontrakt.
Anders Eldrup fastholder, at aftalerne med underdirektørerne var helt efter bogen, og i det nye år vil sagen komme for en voldgiftsdomstol.
Anders Eldrup får i sit kommende arbejde i Offshore Center Danmark forhenværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) som kollega. Poul Nyrup kom med i bestyrelsen, da man på et ekstraordinært bestyrelsesmøde 4. december udvidede bestyrelsen fra ni til 11 medlemmer. På samme møde blev Anders Eldrup udnævnt til ny formand.