Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Den afgående TDC-direktør Henrik Poulsen tiltræder jobbet som adm. direktør i DONG Energy allerede "lige omkring den første september," lyder meldingen nu fra DONGs kommunikationschef.
- Der er i organisationen en meget glædelig forventning til, at Henrik Poulsen tiltræder, siger kommunikationschef Karsten Anker Petersen.
Navnet på DONG Energys nye topchef blev offentliggjort i april, og i samme forbindelse fortalte han om sine forventninger til Business.dk.- Jeg synes, det er en af de mest spændende virksomheder i dansk erhvervsliv overhovedet. Det er en virksomhed, som, jeg tror, besidder stort potentiale. Samtidigt skal DONG Energy spille en stor rolle i Danmarks omstilling til grøn energi, og det vil jeg gerne være med til, sagde Henrik Poulsen.
Bestyrelsesformand Fritz Schurs offentlige fyring af Anders Eldrup vakte tanker hos DONGs kommende direktør. Men den farverige formands optræden afskrækkede ikke Henrik Poulsen.
- Når man træffer et valg, som jeg har truffet nu, så tænker man mange år ud i fremtiden, så på den måde er virakken ikke afgørende, sagde han til Business.dk i april.
Når Henrik Poulsen i slutningen af august overlader direktørposten i TDC til Carsten Dilling, går han samtidig væsentligt ned i løn.
Hos DONG Energy kan Henrik Poulsen maksimalt hæve 10,4 mio. i årlig gage. Det er 2,5 mio. kroner under hans sidste løncheck i TDC.
I forhold til Anders Eldrup har DONGs nye direktør dog en pæn lønpose. Henrik Poulsens grundløn bliver således 30 procent højere end Anders Eldrups.