Detailsalget afspejler mere forbrugsmod

Foto: Sophia Juliane Lydolph.
Læs mere
Fold sammen

Detailsalget i Danmark steg i oktober med 0,5 pct. mod en næsten flad udvikling på 0,1 pct. måneden forinden. Dagens stigning bringer detailsalget til det højeste niveau i fire et halvt år, og det vidner om, at danskerne har flere penge mellem hænderne, påpeger cheføkonom Jacob Graven fra Sydbank.

- Det afspejler både, at danskerne har fået flere penge mellem hænderne, og at vi har fået mere mod på at bruge pengene, blandt andet fordi frygten for at miste jobbet er blevet mindre. Dermed er dansk økonomi på vej ind i en positiv spiral med højere økonomisk vækst og faldende ledighed, skriver Jacob Graven i et analysenotat.

På årsbasis steg detailsalget i Danmark med 2,5 pct. Cheføkonom Jes Asmussen fra Handelsbanken ser dog en risiko for, at detailsalget i november kan skuffe.

- Det var primært tøjsalget, der trak op i detailsalget, og herfra ser vi en vis risiko for, at november kan byde på en mere negativ udvikling. November måned har således været meget varm, og dermed har der ikke været behov for at optrappe vintergarderoben. De mange udsalg, der vil ramme i november med blandt andet fejringen af black friday mange steder, kan dog kompensere for dette, skriver Jes Asmussen i en kommentar.

Han påpeger, at novembers udsalg også kan føre til en fremrykning af julesalget, hvilket vil medføre en mere afdæmpet udvikling i december, som der også er blevet observeret i tidligere år.