Carlsberg ramt af problemer i Italien

Den danske bryggerigigant Carlsberg skal have ny direktør i Italien. Engrossalget skuffer ledelsen i Danmark, der derfor vil have en ny direktør med øget fokus på logistikken.

- Det er ingen hemmelighed, at vi har haft to-tre hårde år i Italien. På den ene side har vores mærker gjort det pænt, men vi har været presset på vores engros salg. Vi har brug for mere fokus på engrossalget for at få det op, hvor vi gerne vil have det, siger Alex Myers, der er leder af Carlsbergs vesteuropæiske forretning, til RB-Børsen.

Derfor forlader Claudio Riva, der administrerende direktør for Carlsberg Italia, sit job. Claudio Riva kom fra en stilling som salgsdirektør hos Parmalat i Italien, da han i 2003 blev udnævnt til administrerende direktør for Carlsberg Italia. Indtil en efterfølger er udpeget, overtages hans job af Boguslaw Bartczak.

- Vi har haft to-tre hårde år, hvor vi har set en forbedring.

Vi er taknemmelig for, hvad Claudio Riva har gjort. Nu fokuserer vi på at have en mand med den rigtige baggrund med mere fokus på logistik. Men der er ingen drama, siger Alex Myers, der afviser at Claudio Riva er blevet fyret.

- Det er en fælles beslutning, men vi har besluttet, at vi hurtigt skal have en ny chef, der kan kigge fremad, siger Alex Myers.

RB-Børsen