Businessupdate: Virksomheder hængt ud for skattely: Nu vil Henrik Sass Larsen indføre et skattekodeks

Berlingskes businessredaktion guider dig til de vigtigste historier blandt de mange nyheder om coronavirussen, der vedrører økonomi og virksomheder.

Den tidligere socialdemokratise toppolitiker og nuværende direktør for kapitalfondenes brancheorganisation DVCA, Henrik Sass Larsen, barsler med et skattekodeks. Fold sammen
Læs mere
Foto: Arkiv: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

God eftermiddag og velkommen til business-update, som samler de vigtigste og mest aktuelle erhvervs- og økonomihistorier.

Vi begynder med en kritik, der har været helt galt afmarcheret. Det mener i hvert fald den mangeårige socialdemokratiske toppolitiker Henrik Sass Larsen om en sag, der har raset den senere tid. Her er tre populære butikskæder, Babysam, Lagkagehuset og Sportmaster, blevet kritiseret for at modtage støttekroner samtidig med at have ejere i skattely. Siden har virksomhederne taget til genmæle og forklaret, at de overholder alle regler.

Ifølge Henrik Sass Larsen, adm. direktør i kapitalfondenes brancheorganisation DVCA, går det ikke at hænge virksomheder ud på et fejlagtigt grundlag, skriver Børsen.

»Det duer ikke, at vi sidder og på den ene side har en politisk reguleret og vedtaget dimension. Og så har vi faktisk også en anden moralsk dimension, som nogle andre har defineret, og som man så også kan blive beskyldt og anklaget efter,« siger Henrik Sass Larsen, som i DVCA bl.a. repræsenterer Lagkagehusets ejer, kapitalfonden Nordic Capital.

Han fortæller, at DVCA har tænkt sig »at udkomme med et skattekodeks« for kapitalfondes skatteforhold.

Anders Nørgaard Laursen, professor i international skatteret ved Aarhus Universitet, er dog skeptisk over for DVCAs kodeks, skriver Børsen. For det første findes der ikke en klar definition af, hvad et skattely er, påpeger professoren, som også ser et principielt problem ved et sæt moralske regler, der skal supplere eksisterende lovgivning.

Dyster prognose: Det bliver værre end finanskrisen

Coronakrisen giver et historisk økonomisk tilbageslag i 2020. Sådan lød konklusionen, da regeringen tirsdag middag præsenterede Økonomisk Redegørelse.

Alle prognoser er naturligt nok usikre og ikke mindst i denne tid. I Danmark forventer regeringen et dyk i væksten på 5,3 pct. i år. Dette er værre end under finanskrisen. Det kan dog gå endnu værre, og det store spørgsmål er, hvordan pandemien udvikler sig globalt og ikke mindst på vores eksportmarkeder, skriver Berlingske.

»Nu åbner det danske samfund igen. Og vi er skridt for skridt begyndt at sætte gang i en genopretning af økonomien. Det kommer til at kræve løbende initiativer og svære valg,« udtaler finansminister Nicolai Wammen (S).

Endnu en dyster prognose: Husejere får barberet stor luns af friværdien

Der er også udsigt til, at aktiviteten på boligmarkedet falder betydeligt som følge af coronakrisen, viser Økonomisk Redegørelse. Der skønnes et fald i huspriserne i 2020 på 4,2 pct. og en lille stigning på 0,5 pct. i 2021. Dette skøn er forbundet med stor usikkerhed.

Ifølge Christian Hilligsøe Heinig, cheføkonom i Realkredit Danmark, svarer et prisfald på 4,2 procent til, at et parcelhus til to mio. kr. bliver 84.000 kroner mindre værd i 2020 sammenlignet med 2019, skriver Berlingske.

Boligmarkedet var dog i pæn fremgang, inden coronakrisen ramte, med stigende boligpriser og en relativt høj omsætning. Samtidig var boligmarkedet for landet som helhed solidt funderet, og der var ikke tegn på ubalancer. Disse forhold medvirker til at holde hånden under boligmarkedet trods den modvind, som konjunkturtilbageslaget medfører. Derfor forventes faldet i huspriserne at blive væsentligt mere afdæmpet end under finanskrisen.

Her er fem skarpe bud på historier fra journalisterne på Berlingske Business:

1. Ingen går fri i coronakrisen – sådan rammer den boligpriserne, job og ledigheden

Nu kommer regeringens bud på, hvor slem coronakrisen bliver for det danske samfund. Det er hård læsning, men der er dog en smule trøst at hente.

2. Danske giganter i alliance om enorm brintfabrik i København

Lastbiler, skibe og fly vil inden for det næste årti blive forsynet med store mængder flydende grøn brint fra en fabrik ved Avedøre Holme syd for København. Sådan lyder den ambitiøse plan fra dansk erhvervslivs helt store spillere som blandt andre Ørsted, Mærsk, DSV, SAS og Københavns Lufthavn.

3. Den næste grønne revolution ruller – Ørsted og Danmark vil være med i front

En række af Danmarks største selskaber sætter turbo på udviklingen af den lovpriste Power-to-X-teknologi og vil udvikle grønne brændstoffer til Mærsk, DSV og SAS. Efter at have været en fjern dyr drøm vælter konkrete projekter nu frem over hele kloden.

4. Storbankdirektør kaster sig ind i kæmpe rivegilde om krisepakker

Nordea melder sig på banen i den verserende diskussion om en udfasning af hjælpepakkerne. Med baggrund i bankens egne tal for erhvervskunder, mener bankdirektør, at banken kan hjælpe med til at udpege de brancher, der kan trækkes ud af hjælpepakkerne. Medlem af ekspertudvalg kalder ideen »superinteressant«.

5. Sommerhussalget tager sit første dyk siden coronakrisens begyndelse

Danskernes enorme appetit på at købe sommerhuse under coronakrisen ser ud til at have nået et mætningspunkt. For første gang efter syv uger med pil op er salget faldet, viser Boligsidens handelstal for uge 21. Også salget af huse er faldet, mens der blev solgt en smule flere ejerlejligheder.