Business-overblik: Anholdelse af Huawei-stifters datter sender chokbølger gennem Kina

Her er de vigtigste ting, du skal vide, før du starter din dag. Vi læser erhvervsnyhederne og tjekker aktiekurserne, før du står op, så du kun behøver at læse én artikel fra morgenstunden for at være helt opdateret.

Meng Wanzhou, datter af Huaweis stifter og topchef og koncernfinansdirektør i mobilgiganten, blev 1. december anholdt i Canada. Her ses et billede af hende på en computer i en Huawei-butik i Beijing. Arkivfoto: Ng Han Guan, AP/Scanpix Fold sammen
Læs mere
Foto: Ng Han Guan

Godmorgen,

Og velkommen til en nyhedsdag, hvor den helt store historie er anholdelsen af den kinesiske tech-gigant Huaweis finansdirektør i Canada. Anholdelsen og en mulig udlevering til USA har skabt chokbølger i Kina, og mange frygter nu en frisk opblussen i spændingerne mellem de to supermagter.

1
Huawei-stifters datter arresteret – kræves udleveret til USA

På begæring fra USA har de canadiske myndigheder i hemmelighed arresteret datteren af stifteren af verdens største teleudstyrsleverandør, kinesiske Huawei, som led i en undersøgelse af, om Huawei har solgt teleudstyr til Iran trods et amerikansk forbud.

Meng Wanzhou, der også er Huaweis koncernfinansdirektør, blev anholdt i Vancouver under en mellemlanding 1. december og vil blive krævet udleveret til USA. Anholdelsen har skabt chokbølger i Kina. Den kom samme dag, som USAs præsident Donald Trump spiste middag med Kinas præsident Xi Jinping på G20-topmødet i Buenos Aires i Argentina efter at have drøftet den handelskrig, som Trump startede.

Fredag skal en canadisk domstol tage stilling til udleveringen. Det amerikanske justitsministerium indledte i april undersøgelsen af Huawei, der er verdens største leverandør af mobiludstyr. Selskabet overhalede tidligere i år Apple som verdens næststørste mobilproducent efter sydkoreanske Samsung.

Få Business-overblikket – hver dag


Du er i gang med at læse morgenposten fra Berlingske Business. Her får du dagligt det fulde overblik over de vigtigste erhvervsnyheder fra ind- og udland, så du kun behøver læse én artikel for at være opdateret.

Ved at tilmelde dig vores nyhedsbrev, kan du få overblikket direkte i din indbakke – hver morgen.


Jeg giver hermed tilladelse til, at Berlingske hver morgen inden klokken 09.00 sender mig det fulde politiske overblik med dagens vigtigste historier analyser og debatter i dansk politik. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan i visse tilfælde blive delt med tredjepart. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke. www.berlingskemedia.dk/cookie-og-privatlivspolitik

USA har gennem de seneste måneder optrappet sine advarsler til allierede lande mod at bruge Huawei-udstyr. USA mistænker, at Huawei af de kinesiske myndigheder kan blive pålagt at bistå ved fjernaflytning, sådan som kinesisk lovgivning giver myndighederne mulighed for. Frygten går på, at Huaweis stifter og topchef, Ren Zhengfei, har en fortid i den kinesiske folkehær. USA har selv forbudt teleselskaber at indkøbe Huawei-udstyr til det kommende 5G-supermobilnet.

Huaweis kinesiske konkurrent, ZTE, fik tidligere i år syv års forbud mod at handle med amerikanske virksomheder efter afsløringer af netop ulovligt salg af teleudstyr til Iran.  Det sendte ZTE helt i knæ. Donald Trump ophævede dog efterfølgende forbuddet, efter at ZTE havde betalt en milliardbod.

2
Lego-familien vil købe sig ind i ikonisk dansk virksomhed

En række investeringsselskaber har lagt bud på at købe 30 pct. af det danske industriklenodie Haldor Topsøe. Et af de foreløbige bud, der kan prisætte hele Haldor Topsøe-koncernen til omkring otte mia. kr., kommer fra Lego-familiens pengetank Kirkbi, oplyser kilder til Berlingske.

Den danske virksomhed, der blev grundlagt i 1940 af navnkundige Haldor Topsøe, indledte i sommer en proces for at få en ny investor ind og inden for fem-syv år blive børsnoteret. Nu har de to banker SEB og Citigroup, som arbejder på at finde en investor, modtaget de første bud.

Haldor Topsøe er kendt for at fremstille katalysatorer og teknologier til den kemiske industri og raffinaderier. Den er opkaldt efter stifter Haldor Topsøe. Virksomheden har i dag mere end 2.300 ansatte og omsatte for over fem mia. kr. i 2017. Den er ejet af holdingselskab, som igen kontrolleres af familiemedlemmer.

Berlingske anbefaler:

Tredje adfærdsklage på vej mod ATPs advokat i OW Bunker-sag

Olietiden er snart forbi og Mærsk er klar med en total forandring

3
Forarget minister om bestikkelse og hvidvask: Det skal kunne mærkes på pengepungen

Vi skal også have nyt i Atea-sagen. IT-selskabet Atea fik i juni en dom for bestikkelse af offentligt ansatte. Dommen udløste en bøde på ti mio. kr. Alligevel kan selskabet ufortrødent fortsætte som leverandør til det offentlige. Og det harmer innovationsminister Sophie Løhde (V), der nu vil stramme reglerne på området.

»Det har forarget mig, at vi ikke har kunnet annullere de store fælles statslige kontrakter, vi har med Atea, og at vi heller ikke kan se bort fra virksomheden, når vi udbyder opgaver. Den indirekte form for frikendelse og belønning, man får ved, at vi bare i morgen siger, at nu er det en ny dag, synes jeg ikke er i orden,« siger Sophie Løhde, der torsdag skal i samråd om Atea-sagen i Folketingets Finansudvalg, til Berlingske.

Umiddelbart efter dommen satte staten alle offentlige aftaler med det bestikkelsesdømte IT-selskab i bero, mens Kammeradvokaten granskede, om dommen skulle have yderligere konsekvenser. Kammeradvokaten fandt imidlertid, at Atea lever op til udbudslovens mulighed for, at bestikkelsesdømte virksomheder kan rense sig selv, og at Atea dermed har retskrav på at byde på offentlge tilbud. Atea var altså stadig inde i varmen.

Senest i oktober fortalte Atea, at virksomheden var valgt som en af flere leverandører til det offentlige på en stor rammeaftale med en anslået værdi på 720 mio. kr over de næste fire år.

4
Nye tal afslører nulvækst i Pandoras salg

Vi hopper videre til Børsen, der har genlæst den danske smykkegigant Pandoras regnskaber, og som nu kan fortælle, at selskabets høje vækstrater gennem 2017 blev afløst af nulvækst, da Pandora i en regnskabsnote fra november gav nye tal for selskabets organiske vækst.

Således var der flotte vækstrater at spore, da Pandora i regnskaberne for 2017 kun oplyste udviklingen i det organiske salg for smykkeselskabets egne butikker.

Men tilfældet viste sig at være det stik modsat, da Pandora i en note i deres seneste kvartalsregnskab fra november med tilbagevirkende kraft kom med de organiske væksttal for hele koncernen inkl. franchises. Her viste tallene for 2017, at den samlede organiske vækst lå bomstille på 0 pct.

Selskab Kurs Ændr. %

Pandora har dermed svigtet investorerne, siger analytiker hos Carnegie, Lars Topholm, til Børsen.

»Man har undladt at afsløre det tal, der kunne have fortalt investorerne, at man mistede momentum,« siger Lars Topholm og fortsætter:

»I stedet for at give det tal, man plejer at give, så gav man i stedet et nyt tal, som i virkeligheden ikke afspejlede forretningen.«

Ifølge Pandora var ændringen i rapporteringen efterspurgt af markedet og var undervejs i flere måneder.

Markederne lige nu

De asiatiske aktiemarkeder tager igen et markant dyk torsdag, hvor tvivlen om weekendens våbenhvile i handelskrigen ikke er blevet mindre, efter de canadiske myndigheders anholdelse af den kinesiske tech-gigant Huaweis finansdirektør og udlevering til USA.

Nikkei 225 -2,5
Topix -2,2
Hongkongs Hang Seng -2,6
China Shanghai Composite -1,6
China CSI 300 -2,0
Taiwan Taiex -2,3
Sydkoreas Kospi -1,6
Indiens BSE Sensex -1,1
Singapores STI -1,2
Sydney ASX 200 -0,2

Tre ting investorerne bør holde øje med

Her er tre ting, som Nordea-strateg Andreas Østerheden mener, at investorerne skal holde øje med:

  • I dag handler det om olien, fordi en række af de store olieproducerende lande mødes i Wien I Østrig. Investorerne er især interesserede i at finde ud af, om der kan skabes enighed mellem især Saudi-Arabien, Rusland og USA i forhold til olieproduktionen næste år. Særligt set i lyset af, at olieprisen er faldet med over 30 pct. de seneste to måneder.
  • I Europa får vi i dag tal for de tyske fabriksordrer, og med skuffende data fra Europa den seneste tid er det interessant at se, hvordan industrien i Europas største økonomi har det.
  • Derudover får vi en række forskellige nøgletal fra USA som eksempelvis fabriksordrer, tal for varige goder, handelsbalancen og antallet af nedlagte job. Alt sammen giver fingerpraj om tilstanden i den amerikanske økonomi og varmer os op til morgendagens store begivenhed, nemlig jobrapporten.