Bankchef efterlyser et spekulantregister

En af Danmarks mest erfarne bankfolk foreslår, at bankerne laver et register over dårlige spekulanter.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Skruppelløse og alt for eventyrlystne spekulanter skal ikke kunne hoppe rundt fra bank til bank og stifte gæld for hundredvis af millioner kroner, der aldrig betales tilbage - med stor risiko for banken og samfundet, skriver Politiken lørdag.

I stedet skal de noteres i et særligt register for bankerne.

Sådan lyder det fra en af Danmarks mest erfarne bankfolk, Jørn Astrup Hansen. Han blev i efteråret 2008 af statens selskab Finansiel Stabilitet indsat som bestyrelsesformand i den krakkede EBH Bank.

Siden oktober 2010 har han været direktør i Eik Banki på Færøerne, der blev tvangsskilt fra den danske del på grund af dårlige udlån.

- Det har vist sig, at en relativt lille kreds af store kunder med meget store, og risikable investeringer i ejendomsmarkedet har været kunder i adskillige af de banker, der er kollapset og endt i Finansiel Stabilitet, siger Astrup Hansen.

De kunne registreres i en slags RKI (Ribers Kreditinformation, red.) for spekulanter, foreslår han.

Professor i kreditret ved CBS, Finn Østrup, finder forslaget om et spekulantregister "interessant".

- Et sådant register ville måske kunne forhindre, at de dårlige kunder cirkler rundt og får store lån mange steder, siger han.

- Der er dog nogle praktiske problemer. Hvordan vil man eksempelvis sikre, at alle banker indberetter de dårlige spekulanter? siger Finn Østrup.

Professoren anbefaler, at et eventuelt register skulle administreres og opdateres af Finanstilsynet.

/ritzau/