Analytiker: Bredbåndsdebat præges af myter

Danskerne har masser af muligheder for at få gode internetforbindelser, men vi efterspørger dem ikke, og højere hastigheder skaber ikke økonomiske mirakler, siger teleanalytiker, som har set på »ti myter om dansk bredbånd«.

Mobilt bredbånd - altså internetforbindelse via mobilnettene - er med de nye 4G-/LTE-mobilnet kommet op i så høje hastigheder, at mange vælger at bruge det som deres primære internetforbindelse. Den megen snak om hurtige internetforbindelser afsporer imidlertid debatten, mener teleanalytiker. Arkivfoto: Bax Lindhardt, Scanpix Fold sammen
Læs mere
Foto: Bax Lindhardt

»Bredbåndsdebatten i Danmark er afsporet og domineres af myter. Der er desværre folk, der tror på, at hvis man skruer op for båndbredden, bliver der skabt økonomiske mirakler. Danmark har masser af bredbånd, og masser af bredbånd med høj hastighed. Det er ikke udbuddet men efterspørgselen, der er problemet, og de tjenester, som danskerne faktisk bruger, kræver ikke den høje - og bestemt ikke den ekstreme - båndbredde, som nogen taler om.«

Det siger teleanalytiker John Strand, direktør i Strand Consult, som har set på, hvad han kalder ti myter om bredbånd i Danmark - et emne, som vil blive diskuteret indgående, når den danske televerden i dag, onsdag, samles til telebranchens årsdag, Tele2014, i Dansk Industri for at gøre status på og drøfte udviklingen af bredbånds- og mobildækning i Danmark og diskutere nye samarbejder.

»Bredbånd og mobildækning er et fælles anliggende. Hverken branchen, kommunerne, regionerne, staten eller politikerne kan pege på andre parter og sige, at det er deres ansvar. Vi skal samarbejde konstruktivt om udbygning af infrastrukturen, om at fjerne barrierer og stimulere efterspørgslen. Det er derfor, vi samler alle parter på Tele2014. Det er et fælles projekt, som vi kan løse, hvis vi samarbejder,« siger Jakob Willer, direktør i telebranchens organisation, Teleindustrien, om det store arrangement, som arrangeres i samarbejde med IT-Branchen, Dansk Industris brancheforening for IT og telekommunikation ITEK og Ingeniørforeningen i Danmark (IDA).

Bredbånd kaldes det normalt, hvis hastigheden på ens internetforbindelse er højere end 256 Kbit pr. sekund. Man kan få internetforbindelse gennem fastnettet, via kabel-TV-nettet, via fibernet eller via mobilnettet. Hvor meget der er at vælge imellem, afhænger af, hvor i landet man bor, men regeringen har opstillet som mål, at alle danskere - uanset geografien - senest i 2020 skal kunne købe en internetforbindelse med en hastighed på 100 megabit i sekundet ind i huset og 30 megabit ud ad huset, igen uafhængigt af teknologien.

Her er de ti myter om dansk bredbånd:

Myte 1. Danmark falder bagud på bredbånd
»Bredbåndskortlægningen viser, at de hastigheder, som danskerne tilbydes, vokser hurtigere, end hvad danskerne efterspørger. Danmark er det eneste OECD-land, der ligger i top 5 på udbredelse af både mobilt og fast bredbånd. Ifølge Erhvervsstyrelsen kan 70 procent af de danske husstande købe en 100 megabitforbindelse, men kun 1,58% gør det. 79% af de danske bredbåndsforbindelser har downloadhastigheder på under 30 Mbit/sek., selv om 81% af danskerne har adgang til 30 Mbit eller derover. Det er en udfordring for fiberselskaberne og kabel-TV-udbyderne at få kunderne til at købe og betale for høje båndbredder,« siger John Strand.

Myte 2. Teleselskaberne tænker kun på profit
»Telebranchen investerer tæt på 6 mia. kr. om året i infrastruktur i Danmark eller ca. 1.100 kr. pr. dansker - altså mere, end staten og kommunerne investerer i veje, hvor de i 2007-2011 brugte 33,3 mia. på veje, mens telebranchen i samme periode brugte 40,7 mia. kr. på teleinfrastruktur. EU-gennemsnittet er på 643 kroner. Danmark er et af de markeder, hvor konkurrencen er hårdest, og hvor det er sværest at tjene penge på sine investeringer. Alle andre end TDC slås med lav profitabilitet,« siger John Strand.

Myte 3. Der er ingen konkurrence på bredbåndsmarkedet
»Langt de fleste danskere har adgang til DSL og kabel-TV (YouSee, Stofa og de lokale antenneforeninger har i alt ca. 1,7 mio. husstande) og/eller fibernet samt mobilt bredbånd fra TDC, Telia/Telenor og »3«. De fleste har tre, ofte fire eller fem, muligheder for at få bredbånd. 75% af husstandene har adgang til 4G/LTE nu, og væsentligt flere vil få det, når de nye 800 MHz-frekvenser tages i brug. I EU er det 26%. Da over halvdelen af befolkningen i danske husstande er singler, vil mange kunne nøjes med en mobil bredbåndsforbindelse, som også er et seriøst alternativ til de fleste, der ikke får TV via deres faste internetforbindelser. Mange kan kombinere 4G/LTE med Boxer TV for at få et bredt udvalg af TV-programmer - et seriøst alternativ til bl.a. TDCs HomeTrio-pakkeløsning,« siger John Strand.

Myte 4. Teleselskaberne holder udviklingen tilbage
»Teleselskaberne i Danmark har faktisk været innovative med at give adgang til avanceret, moderne teknologi. De har også lanceret musiktjenester, streamingtjenester (YouBio, HBO, Play, Wimp, Spotify, Deezer m.fl.). Infrastrukturen i Danmark i dag understøtter tjenester, som danskerne faktisk bruger: YouTube, Google, Netflix, Facebook, e-post. The Norwegian Centre for Integrated Care and Telemedicin siger, at de nuværende løsninger til telemedicin oftest kan nøjes med en mobilforbindelse, og at selv de mest ressourcekrævende løsninger ikke kræver mere end 10 Mbit/sek. Vi har desuden et bredt produktsortiment og kan få pakker med lidt/meget data efter behov. Der er pakker, som passer til de fleste kundesegmenter,« siger John Strand.

Myte 5. Der er brug for et nyt teleforlig
»Mange tror, at et nyt teleforlig vil løse nogle af de udfordringer, som nogle virksomheder har. Intet i teleforliget fra 1999 forhindrer teleforligskredsen i at gå ud over, hvad der står i forliget. I praksis kan alle beslutninger gennemføres, så længe teleforligskredsen er enige om at gøre det. Flere gange er man gået ud over teleforligsteksten: Da man solgte Wimax-licensen på langtrækkende trådløs radioforbindelse til Elro, og da man solgte 800 MHz-licenserne. Fordelen ved et langvarigt teleforlig er, at der i Danmark er ført en stabil og forudsigelig telepolitik gennem mange år, hvilket har givet en positiv indflydelse på investeringerne. Det ses, når man sammenligner investeringer i Danmark med resten af EU og verden. For telebranchen har dette afgørende betydning for store investeringer med lange investeringshorisonter,« siger John Strand.

Myte 6. Mobilt bredbånd er ikke godt nok
»Mobilt bredbånd er ikke længere i sin barndom men i sin ungdom. Vi estimerer, at 7-9 procent af danskerne bruger mobilt bredbånd som den eneste eller primære bredbåndsforbindelse - afhængigt af ens forbrug, og hvor man bor. Antallet af husstande i Danmark, hvor der bor singler, udgør en ret stor målgruppe. Alle bredbåndsprodukter henvender sig til bestemte kundesegmenter. Mobilt bredbånd dur til nogen, ikke til alle. Den teknologiske udvikling gør, at mobilt bredbånd faktisk er en »fastnetdræber«. De store tjenester på nettet går efter det mobile publikum først. Dermed ændrer Internettet karakter. I 2018 anslåes det ifølge analysefirmaet Informa, at 1,36 mia. mennesker vil bruge 4G/LTE, heraf 220 mio. i Europa,« siger John Strand..

Myte 7. Danskerne vil gerne have højhastighedsbredbånd men kan ikke få det
»De fleste danskere køber hastigheder på 30 Mbit eller derunder, selv om mange husstande via kabel-TV eller fiber kan få meget mere. De høje hastigheder er svære at markedsføre og sælge. Det kan selvfølgelig skyldes prisen, men ligesom en Tesla er dyrere end en Fiat 500, er der også forskel på prisen, afhængigt af om man skal have en høj eller lav båndbredde. Priserne på bredbånd falder generelt, men det er klart, at de højere hastigheder er dyrere end de lavere. De hastigheder, der i dag er dyre, bliver dog billigere efterhånden,« siger John Strand.

Myte 8. Erhvervsslivet kan ikke få det bredbånd, de efterspørger
»Ikke kun TDC tilbyder erhvervsløsninger. Der findes en lang række alernative leverandører (f.eks. Global Connect, Nianet og selvfølgelig Telenor, Telia, »3« samt fiberselskaberne). Konkurrencen er benhård med masser af muligheder for at købe. Der kan godt være nogle virksomheder langt ude på landet, som skal have højastighedsforbindelse via en radiokæde eller fiberforbindelse, som skal graves ind med dertilhørende omkostninger på mellem 20.000 og op til 50.000 kroner, i nogle få tilfælde helt op til 300.000 kroner, men sammenlignet med, hvad virksomheder generelt investerer i produktionsapparatet, kan det dårligt nok ses i regnskaberne,« mener John Strand.

Myte 9. Bredbånd er en samfundsopgave - regeringen bør investere i bredbånd
»Den teleinfrastruktur, som danskerne har adgang til, er skabt, uden at man har brugt skatteydernes penge på den, nemlig for private midler og på et liberaliseret marked. Både den gamle og nye regering har en politik om, at hver en krone, der bruges, skal hentes et andet sted. Den danske teleindustri drives primært af profitable teleselskaber, der endog betaler udbytte til deres ejer, og af overkapitaliserede elselskaber, som har fået den fulde råderet over nogle meget store værdier. I New Zealand og Australien har regeringen villet investere i nationale bredbåndsnet. Begge steder har det udviklet sig til økonomiske katastrofer, fordi man ikke har kunnet tiltrække det forventede antal kunder eller få den budgetterede pris. Nationale bredbåndsnet ser altså ud til at påvirke markedet negativt og får branchen til at reducere sine investeringer, fordi man ved, at man i et givet område skal konkurrere med en stor spiller, og at man siden kan købe sig plads til regulerede priser,« siger John Strand.

Myte 10. Bredbånd er i sig selv nøglen til økonomisk vækst
»Der er ingen tvivl om, at bredbåndsforbindelser sikrer økonomisk vækst i tredjeverdenslande. Men væksten herhjemme skabes ikke gennem bredbånd - det handler om uddannelse og samfundsudvikling. Et PhD-studie fra Tyskland har set på udvikling i kommuner og sammenlignet med bredbåndsinvesteringer. Det viser, at en 10 procent større udbredelse af fastnetbredbånd kun skaber en øget beskæftigelse på 0,03-0,16%. Tilsvarende har den sydkoreanske regering udarbejdet en omfattende rapport over den økonomiske effekt af massive bredbåndsinvesteringer. De virksomheder, som skabte vækst før bredbåndsinvesteringerne, er de samme som i dag (elektronik, skibsværfter, kemisk industri m.fl.). Ellers skulle lande som Sydkorea, Hongkong og Japan dominere internetøkonomien,« siger John Strand.