Tennissvindlere trues med fængsel

Arrangørerne af tennisturneringen Australian Open truer spillerne med fængselsstraf, hvis de fusker. Det sker efter et år med rygter om aftalt spil i sporten.

Tennissporten blev i 2007 ramt af en række rygter om fixede resultater. Store indskud fra spillere på enkelte kampe og underlige udfald af de selvsamme kampe rystede sporten, men endnu er ingen blevet afsløret eller dømt for matchfixing.

Alligevel har arrangørerne af årets første Grand Slam-turnering, Australian Open, nu valgt at melde offensivt ud i kampen mod svindel med resultaterne i form af trussel om bøder, udelukkelse og sågar fængselsstraf til spillere, der bevises involveret i matchfixing i forbindelse med Australian Open.

- Vi tror ikke, sporten har et korruptionsproblem, men vi anerkender, at der eksisterer en trussel mod tennissportens integritet, sagde det australske tennisforbunds administrerende direktør, Steve Wood, fredag.

Han fortalte også, at en antikorruptionsenhed vil holde øje med begivenhederne under selve turneringen, der spilles i den sidste halvdel af januar.

/ritzau/