Spansk stjerne stopper 17-årigt stortalent i Denmark Open

Carolina Marín er i semifinalen med sejr over An Se Young, der torsdag slog den forsvarende verdensmester ud.

Koreas 17-årige An Se Young er sin alder til trods oppe som nummer 19 på verdensranglisten. Wang Zhao/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Torsdag slog hun den forsvarende verdensmester i damesingle, Pusarla V. Sindhu fra Indien, og fredag var den 17-årige An Se Young igen yderst tæt på overraskelsen i Denmark Open.

Men den unge koreaner blev stoppet af Carolina Marín fra Spanien, der efter tre tætte sæt sikrede sig en plads i semifinalen i turneringen i Odense med cifrene 18-21, 21-19, 21-18.

Den spanske stjerne har vundet VM tre gange og har også en OL-guldmedalje fra 2016 på trofæhylden.

Tilbage i januar blev hun ramt af en alvorlig knæskade, men er nu tilbage i fulde omdrejninger og vandt i september China Open. Fredag sendte hun altså det koreanske stortalent ud af Denmark Open.

Young er sin alder til trods oppe som nummer 19 på verdensranglisten, og hun pressede den ni år ældre spanier til det yderste og var midtvejs i tredje sæt foran med fem point, inden Marín vendte kampen.

I semifinalen skal Marín op mod enten Nozomi Okuhara fra Japan eller amerikaneren Beiwen Zhang, der spiller kvartfinale senere fredag.

Denmark Open er en Super 750-turnering på World Touren. Dermed overgås den kun af sæsonfinalerne samt de tre Super 1000-turneringer.

/ritzau/