Fra OL i Berlin i 1936 til VM i Qatar i 2022: Drømmen om en renfærdig sportsverden er og forbliver naiv

Amnesty Internationals seneste rapport over Qatars slavelignende optakt til VM i fodbold i 2022 er forstemmende, men en moralsk renfærdig sportsverden har været en naiv drøm siden OL i Berlin 1936.

Der var masser af smil over hele linjen, da FIFAs daværende præsident, Sepp Blatter, der siden måtte gå af efter korruptionsanklager, i 2010 overrakte VM-trofæet til emir Khalid bin Hamad Al Thani som symbol på, at Qatar blev valgt som vært for VM i fodbold i 2022. Fold sammen
Læs mere
Foto: PHILIPPE DESMAZES

Tusindvis af arbejdere, som lever under de mest kummerlige forhold. Som må knokle i måneder uden løn, som dør under anstrengelser, bliver frataget pas og dermed mulighed for at rejse væk.

Det er det overordnede billede fra den rapport, Amnesty International torsdag sendte ud som endnu et forstemmende billede fra forberedelserne til VM i fodbold i Qatar i 2022.

Historien er ikke ny. Så det vil være synd at sige, at emir Khalid bin Hamad Al Thani for alvor har rettet ind efter den kritik, der har fulgt VM i Qatar siden et gennemkorrumperet FIFA donerede ørkenstaten slutrunden tilbage i 2010.

Emir Khalid bin Hamad Al Thani er sat i spidsen for det konglomerat af selskaber, der står for opførelsen af 12 stadionarenaer og anden form for infrastruktur.

De mange tusinde, som er beskæftiget med de storstilede stadionprojekter, er kun en brøkdel af Qatars to millioner migrantarbejdere. De er lokket til fra lande som Nepal, Bangladesh, Sri Lanka, Ghana og Kenya. Og er muligvis den laveste kaste i den arbejdshungrende menneskestrøm fra den mindst økonomisk privilegerede del af verden.

Nogle når aldrig hjem

En del af migrantarbejderne når aldrig hjem igen. Ifølge en opgørelse fra International Observatory for Human Rights dør der en migrantarbejder dagligt i Qatar. Og antallet af døde vil være oppe i flere tusinde, når VM-slutrunden 2022 fløjtes i gang.

»Det er en legeplads for skruppelløse arbejdsgivere,« lyder dommen fra Amnesty Internationals direktør Stephen Cockburn.

Dansk Boldspil-Union (DBU) har også været på banen i anledning af Amnesty Internationals rapport.

De mange tusinde, som er beskæftiget med de storstilede stadionprojekter, er kun en brøkdel af Qatars to millioner migrantarbejdere. De er lokket til fra lande som Nepal, Bangladesh, Sri Lanka, Ghana og Kenya. Mange af dem vender aldrig hjem. Fold sammen
Læs mere
Foto: AFP.

»Der sker fremskridt, men det går for langsomt. Vi skal holde presset. Vi skal gentage vores besøg fra 2016 og 2019 og gøre det med fælles nordiske værdier og én fælles stemme,« siger DBUs formand Jesper Møller på unionens hjemmeside.

Møller opfordrer Amnesty International og fagbevægelsen til fælles fodslag med de skandinaviske fodboldforbund for på den måde at lægge pres på VM-arrangørerne. Og det lyder alt sammen meget godt og rigtigt. Men også meget politikeragtigt på den der fesne måde med lidt floromvunden signalværdi, der ikke rigtigt flytter noget i den store sammenhæng.

Løsningen ligger ikke lige for. De mere kontante krakilere vil bare boykotte. Bum. Basta.

Det ser godt ud på papiret. Handlestærkt. Konsekvent. Klart.

Spørgsmålet er dog, om det at blive væk fra VM i Qatar rykker noget i den store sammenhæng, hvis ikke der er enighed fra de øvrige VM-deltagere over en bred front. Hvilket vil være illusorisk at forvente.

VM i Qatar indskriver sig i en lang række af sportsbegivenheder, der er uløseligt flettet ind i storpolitik.

Tag nu bare præmieeksemplet fra Berlin i 1936, hvor en fremstormende Adolf Hitler greb chancen for at bruge legene til nazistisk propaganda og afsæt for den selviscenesættelse, der skulle styrke hans nyvundne status som politisk førerskikkelse.

OL i Berlin var i øvrigt første TV-transmitterede sportsbegivenhed i den skala. Hitlers propagandaminister, Joseph Goebbels, kunne næppe have drømt en mere magtfuld sammenblanding af folkelig underholdning og politiserende pomp på en scene for demagogisk manipulation.

Siden har eksemplerne på, at sport og politik støder sammen været utallige. Også selv om implikationerne har været af en anden karakter end i Berlin 1936.

Argentina 1978 i skyggen af militærdiktatur

VM i Argentina i 1978 blev afholdt i skyggen af et voldeligt miltærdiktatur, som stod bag enorme uhyrligheder og overgreb. Den argentinske stat havde 30.000 forsvundne på samvittigheden. Nogle var havnet i hemmelige, underjordiske fængsler blot et målmandsudspark fra Estadio Monumental i Buenos Aires, hvor de blev enten dræbt eller tortureret.

Ikke desto mindre var det den internationale presses tilstedeværelse, som blev en medvirkende årsag til, at der blev iværksat en FN-undersøgelse af de indenrigspolitiske forhold.

I de godt og vel 40 år, der er gået siden værtsnationen i 1978 finalebesejrede Holland i en regn af konfetti, har både OL og VM været genstand for debat.

OL i Barcelona i 1992 var én lang debat om urimelige eksproprieringer, selv om legene samtidig var unikke ved, at ingen deltagende lande valgte en boykot.

Putins Rusland i 2018 var med rette under lup for deres behandling af minoritetsgrupper, deres forhold til menneskerettigheder og fremfærd på Krim-halvøen.

Beijing i 2008 satte fokus på, hvordan det moderne kommunistiske Kina tolker demokrati og menneskerettigheder.

Brasilien OL i 2016 og Sydafrika med VM i 2010 kunne heller ikke sige sig fri for kritik.

Man kunne sagtens fortsætte listen.

Pengestærke arabiske bagmænd

Der var valide argumenter for at boykotte Giro d’Italias start i Israel i 2018. Akkurat som det står klart, at professionel cykelsport ligesom storklubber i Premier League har entreret med pengestærke arabiske bagmænd, der har legende let ved at købe sig plads på første parket i international topsport.

Det samme kan siges om Formel 1, der aflægger både Abu Dhabi og Bahrain besøg i løbet af en sæson, ligesom ATP-turneringerne i tennis spilles i Qatar og Dubai.

Billedet er sjældent entydigt og klart. Men diskussionen er bestemt uomgængelig. Også når det kommer til VM i Qatar om tre år.

Spørgsmålet er, om det alene er op til DBU, Amnesty International og internationale fagforbund at lægge pres på arrangørerne og emirens sammenspiste familie.

Hans-Christian Gabrielsen, norsk LO-chef

»Skulle vi holde et minuts stilhed for hver gæstearbejder, som er død under arbejdet til VM i Qatar, skulle turneringens første 44 kampe spilles i tavshed.«


»Skulle vi holde et minuts stilhed for hver gæstearbejder, som er død under arbejdet til VM i Qatar, skulle turneringens første 44 kampe spilles i tavshed,« sagde den norske LO-chef Hans-Christian Gabrielsen sidste år.

Set i det lys skal der mere vægt bag den politiske tackling, end hvad DBU kan sætte ind.

Det ville kort sagt klæde de danske politikere at komme på banen. Når først bolden ruller ved VM i 2022, er det for sent. Så fortoner begivenheden sig som en politisk paradedisciplin.