Af en fodboldnomades erindringer

Stammekulturen hos det moderne fodboldpublikum bliver stadig mere udtalt. Det er svært at finde en samtale, der ikke handler om territoriale markeringer.

Opbakningen til FC Københavns spillere manglede ikke noget inden Champions League kvalifikationskampen mod Røde Stjerne i Parken, men det endte med dansk exit. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Christian Vilmann

Trip, trap, træsko. Sikke en uge for dansk klubfodbold.

Selvforståelsen fik et hak med det knoldesparkende straffesparksexit til FC København efterfulgt af FC Midtjylland og Brøndbys apatiske og affældige forsøg på at vende hjemmebanenederlaget til henholdsvis Rangers og Braga for at tabe 3-7 sammenlagt.

Der kan være god grund til at kigge på UEFA-koefficienter og med hændervridende bekymring tale om, at dansk klubfodbold får sværere ved at gøre entré i den sjove del af de europæiske turneringer.

Vi skal ikke forfærdeligt mange år tilbage, før fortællingen om dansk klubfodbold var, at vi lå i et lag ikke så langt under de fem store europæiske ligaer. Sådan noget i retning af Holland, Grækenland eller Tyrkiet på en god dag. Understreget af, at Danmark i 2010-11 lå som nummer 12 på UEFAs koefficentliste.

I dag er dansk klubfodbold i lag med Cypern, Schweiz og Skotland på en 16. plads med pil nedad.

Det er knap så prangende, men formentlig et retvisende billede af Superligaens tilstand.

Overvurderet

Skal man tro Mads Davidsen, der i foråret blev hentet ind som konsulent i Brøndby med henblik på at styrke klubbens Master Class-talentudvikling, er Superligaen overvurderet. Også som rugekasse for spillere med et europæisk niveau.

»De udenlandske klubber mener, at værdien ikke er lig med prisen. Ugens kampe gav dem desværre en form for bevis,« skrev Davidsen på Twitter torsdag aften, hvor det stod klart, at kun FCK måske kan redde lidt af æren i Europa League i denne sæson.

Årtiet blev ellers skudt så lovende ind af FC Københavns mesterhold, som i 2010 kvalificerede sig til gruppespillet og sågar avancerede til knockoutfasen efter i øvrigt at have spillet 1-1 mod Barcelona hjemme.

Tre år senere var FCK igen i gruppespillet, og selv om det blev til en fjerdeplads i en møgsvær pulje (som også indeholdt Real Madrid, red.), blev det dog til 1-1 mod Juventus og en 1-0 sejr over Galatasaray i Parken.

Det er den slags resultater, der burde pege fremad. Men udviklingen, hvis man da tør kalde den dét, er de facto gået i stå. Eller i stå.

Også publikumsmæssigt halter det sammenlignet med tidligere. Går man et tiår tilbage, lå snittet på omkring 8.000 tilskuere per kamp i landets bedste række. De sidste tre sæsoner har tallet ligget på 6-6.500, og de første fem spillerunder i Superligaen tyder ikke på, at 2019-2020 bliver nogen fest med et tilskuersnit på lige under 6.000.

Automatforklaringen på den faldende interesse vil være, at TV med et overbud af muligheder gør folk både selektive, kræsne og magelige.

Det er en præmis, man skal være forsigtig med, eftersom at masser af ligaer i Europa kan vise fremgang på tilskuersiden, til trods for massiv eksponering og mulighederne for at slå sig ned i sofaen.

Den moderne fodboldfan er vel at sammenligne med de mange, der køber koncertbilletter og valfarter til festivaler, selv om adgangen til musik aldrig har været mere bekvem og righoldig.

Oplevelsen og nærværet

Den svenske musikpromotor Thomas Johansson, der indledte sin karriere i 1960erne med at hente navne som Jimi Hendrix og The Doors til Skandinavien og siden blev koncertmanager for ABBA, sagde i et interview med Weekendavisen for nogle måneder siden, at der aldrig har været større interesse for at gå til koncert end nu. At musikerne så også er pisket ud på landevejen, fordi forretningsmodellen med at sælge kunsten i fysiske formater er underløbet af den digitale udvikling, får så pengene til at passe, så at sige.

Publikum vil fællesskabet, oplevelsen og nærværet.

»At være fan er at skabe og være i besiddelse af en sådan historie eller – endnu bedre – at være med til at skabe den og være i stand til at dele og genfortælle den med andre og have mulighed for at skabe nye øjeblikke,« skriver den engelske filosof Simon Critchley i afsnittet »Fodboldhistoricitet« fra den glimrende lille lommebog »Hvad vi tænker på, når vi tænker på fodbold«.

Simon Critchley har i det hele taget en stor romantisk åre, hvad der kan være velgørende i en æra, hvor fodbold idrætspolitisk også er kendetegnet af korruption, racisme, økonomisk doping og magtfuldkomne gigantklubber, der forsøger at rage mere til sig på bekostning af alle andre.

Han er også, hvad han ikke lægger skjul på, glødende Liverpool-fan. Heldigvis uden at være helt så enøjet og tunnelsynet som mange af de stemmer, der skændes i en larmende kakofoni på de sociale medier.

Der findes værtshusslagsmål, som er smukkere at overvære end meningsudvekslinger mellem Brøndby og FCK-tilhængere sådan over et par dage, hvor klubberne hver især har leveret til den danskvinklede fiaskohistorie. Og man bliver som nogenlunde uhildet træt langt ind i knoglerne af både niveau og mangel på udsyn.

I et vist omfang handler det om passion og stolthed. Men den nidkært nærtagende stammekultur, også selv om den er ikke voldelig, læner sig for ofte op ad selvparodien og det barnagtige. En gang primitiv totemdans og territoriale afmærkninger.

Troløs rigdom

Til trods for at fodboldens verden er blevet globaliseret og tilgængelig, er det som om, selve samtalen om spillet – i de store, overordnede linjer – har fået sværere vilkår. Der er en enorm viden derude, men den er reserveret det indforståede reservat af fans, der har en mening om denne og hin klub, transferpolitik, forstærkningen på venstre back, og om der skal spilles med falsk nier.

Det er sagt af en fodboldnomade, der begyndte rejsen på Odense stadion som blåøjet B1909-beundrer med sin far ved hånden. Og som siden har flirtet hårdt med Manchester United, Tottenham, Barcelona, KB, AGF, Borussia Mönchengladbach, Bayern München, Real Madrid, Ajax, Bastia, AC Milan, Liverpool, Monaco, Dortmund, Lazio og Leeds.

Jeg ved det. Det er et kludetæppe. En skrigende modsætning til Nick Hornbys til-døden-os-skiller-skildring af livet som Arsenal-fan i »Fever Pitch«.

Men jeg vil hellere dø med et smil på læben over min troløse fodboldrigdom. Og så glæder jeg mig vildt til at se Manchester City vise mesterklassen mod Tottenham lørdag aften. Cheers.