Ragnarok og regnbuestriber

Det er et luksusproblem at skulle stille et dansk landshold til årets VM i landevejscykling, men rasende ærgerrighed, forfængelighed og hovmod har før underløbet selv det bedste rød-hvide kollektiv.

Jakob Fuglsang er selvskreven til en kaptajnrolle ved det forestående VM. Foto: Ander Gillenea/AFP/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Foto: ANDER GILLENEA

Man behøver ikke lade øjnene løbe længe over resultatlisterne for at konstatere, at dansk cykelsport også i 2019 har det godt.

Jakob Fuglsangs etapesejr på en svær bjergetape i Vuelta a España for en lille uge siden viste, at traume og skuffelse fra Tour de France er visket væk, og at både de fysiske og mentale skrammer er skrinlagt hos den 34-årige silkeborgenser.

Tidligere på måneden lagde den ti år yngre Kasper Asgreen med en etapesejr i Deutschland Tour yderligere alen til en gennembrudssæson, kun fantaster kunne have forestillet sig. For halvandet år siden var den lange rouleur ikke at finde blandt de 400 bedst rangerede prof-ryttere. Siden har han taget et hop på rundt regnet 350 pladser.

For landstræner Anders Lund er der luksusproblemer forude, når han mandag sætter navne på de otte ryttere, der skal repræsentere Danmark ved VM i cykling 29. september i Yorkshire i England.

Ikke bare fordi Fuglsang og Asgreen ligner selvindlysende valg, men fordi der i sjælden grad er kvalificerede emner til et dansk landshold, der målt i højden og bredden må være blandt de bedste nogensinde. Ikke at det på nogen måde er garanti for succes.

Riis og Rolf i benhård rivalisering

Tag nu bare Sicilien i 1994. Det danske landshold, der stillede til start, var på papiret i absolut verdensklasse anført af Rolf Sørensen og Bjarne Riis, der fik støtte af navne som Jesper Skibby, Bo Hamburger, Johnny Weltz, Jimmy Madsen og Brian Holm. En slags creme de la creme over 1990ernes rød-hvide pedal-domptører.

Men det var også et mandskab præget af selvdestruktiv rivalisering og vildtvoksende personlige ambitioner fra duoen Rolf Sørensen og Bjarne Riis, der endte med at køre imod hinanden i en grad, så de berettigede danske VM-drømme fortonede sig på den sydende sicilianske asfalt.

Rolf Sørensen sluttede som sekser den dag med Riis på en niendeplads, men bag den optisk pæne statistik gemmer sig samtidig en klassisk fortælling om, hvordan VM i cykling ofte er et virvar af interessekonflikter og forfængelighed.

Riis havde haft en 1994-sæson, hvor han var blevet en stor mand på det italienske monstermandskab Gewiss-Ballan. Et af first mover-holdene i det biokemiske våbenkapløb, der hastigt accelererede op gennem årtiet, og som i en vis grad også gjorde rytterne til en slags åndsbeslægtede kampfæller.

Da halvdelen af løbet var kørt, angreb en horde af Gewiss-ryttere på tværs af nationale og taktiske dagsordener. Afsted røg Riis sammen med Giorgio Furlan, Bruno Cenghialta, Vladislav Bobrik og den plutoniumdrevne skaldepande Piotr Ugrumov.

Rolf Sørensen kom i krise, men fik med karakteristisk, indebrændt sammenbidt krigerpsyke kæmpet sig tilbage for siden at angribe og ligne en verdensmester indtil halvanden kilometer fra mål.

Det var – og blev – skønne spildte bedrifter. Og det blev heller ikke sidste gang, et dansk landshold stillede til start ved et VM med lommen fuld af forhåbninger.

I 1998 vurderede Rolf Sørensen kækt, at det danske landshold var blandt de stærkeste inden løbet på den kuperede strækning omkring hollandske Valkenburg. Og godt var det med Frank Høj, Michael Kyneb, Peter Meinert, Danny Jonasson, Nicolaj Bo Larsen, Claus Michael Møller og Brian Holm, der kørte sit afskedsløb.

Rolf Sørensen var sideordnet kaptajn med Bo Hamburger, der lå 12er på verdensranglisten, og som under Tour de France samme år var værelseskammerat med den rullende apoteker Rodolfo Massi på det franske Casino-mandskab, inden italieneren blev smidt ud af løbet efter en razzia og fund af forbudte stoffer.

Det danske landshold blev groft sagt kørt midt over ved VM i 1998. At Rolf Sørensen havde fem punkteringer på de regnvåde veje hjalp ikke på sagen. Bo Hamburger blev også ramt af en uheldigt timet punktering på Bemelerberg og var dermed ude af løbsligningen. Men fortællingen om VM-løbet i Valkenburg er, at danskerne konstant var på mellemhånd og aldrig nåede frem til perronen, før udbrudstoget var dampet forbi.

Jeg var selv på plads ti år senere, da Matti Breschel i 2008 brød 40 års medaljetørke ved at vinde bronze i Varese. Meget betegnende skete det med forhåbningerne sat på et næsten selvudslettende blus på et landshold, der det år kun talte seks ryttere. Men VM-medaljen kom i hus efter et løb, hvor Breschel sammen med en ubetinget offervillig Chris Anker Sørensen havde kørt årvågent og intelligent, altimens især italienerne og belgierne satte tingene på spidsen.

Kan sætte ild til butikken

Så hvordan skal det otte mand stærke danske landshold se ud, når det skydes i gang i Leeds om 15 dage?

Med de kompetencer, der er samlet, er det oplagt at have en sideordnet kaptajnrolle på det danske landshold.

VM-løbet er med 285 kilometer dræbende langt og kræver stamina. Men netop evnen til at køre med »stor tank« kendetegner en rytter som Fuglsang, der i år tog sin første klassikersejr i Liège-Bastogne-Liège på mere rå kraft end eksplosiv effektivitet.

Samme karakteristika har Michael Valgreen, når han er på toppen. Det sidste har været en absolut mangelvare i denne sæson, men i World Tour-løbet GP Plouay så man langt om længe sidste års VM-syver være tæt på at køre en finale i et i øvrigt meget udfordrende løb.

Det er også svært at komme uden om en rytter som Kasper Asgreen. Kometen fra Kolding har i år været her, der og i alle typer terræn. Han kører med en sølvbeslået selvtillid og en umættelig lyst til at sætte personligt aftryk. Det bør give Asgreen en mere fri rolle, hvor man også kan spille ham ud som et offensivt præludium til selve finalen.

Michael Mørkøv er, hvis han har kræfterne efter en lang sæson, oplagt at tildele rollen som styrmand. Rolig under pres og sikker i sin vurdering. Også god at have i VM-lejren op til løbet.

Den sidste halvdel af landsholdet bliver ikke mindre vigtig. Mads Pedersen, Magnus Cort og Jonas Vingegaard har haft en sensommer med opadgående form, og under Vuelta a España har Grand Tour-debutant Casper Pedersen imponeret i terræn, hvor han normalt er hårdt udfordret.

Det er ikke et hold, der umiddelbart rummer meget internt ragnarok. Men det er folk, som ved, hvordan man stikker ild til butikken i et cykelløb.