Forsvarende mester i front i Tour de Ski

Langrendsløberen Virpi Kuitunen, der vandt Tour de Ski sidste sæson, vandt første etape af denne sæsons udgave af etapeløbet.

Anden udgave af langrendsetapeløbet Tour de Ski begyndte fredag i tjekkiske Nove Mesto. Og det startede, som det sluttede for godt et år siden - med finske Virpi Kuitunen som den hurtigste løber i sporet. Finnen, der vandt den samlede sejr i sidste sæsons Tour de Ski, var hurtigst på første etape over tre kilometer og tog løbets førertrøje. Landsmandinden Aino-Kaisa Saarinen var kun 0,7 sekund efter på andenpladsen.

Kuitunen fik også 15 bonussekunder, og hun sendes først af sted, når anden etape - en jagtstart over 10 kilometer - afvikles lørdag. I alt afvikles løbet over otte etaper på 10 dage.

Herrerne afvikler deres første etape senere fredag, og her stiller danske Jonas Olsen til start.

/ritzau/