Dommedag i vente for Team Cult

skelde
På torsdag vil Michael Skelde afsløre, om Team Cult kører videre eller ej. Fold sammen
Læs mere

Team Cult har haft truslen om en dødsdom hængende over hovedet hele sommeren. Nu bliver det afsløret, om dommen skal eksekveres over det danske cykelhold, eller om det er lykkedes at finde de midler, som holdets ledelse længe har jagtet.

Holdet har indkaldt til pressemøde på torsdag, hvor det bliver afsløret, hvilken vej pilen peger. Man lover, at der er 'definitivt nyt om holdets fremtid'.

Michael Skelde har tidligere fastslået, at man stopper sit løbsprogram efter den 13. september, hvis det ikke er lykkedes at finde nye midler.

Bjarne Riis er blevet nævnt som en mulighed som ny ejer på rygtebasis, og Michael Skelde har tidligere bekræftet over for BT, at han talte med Riis, men at det blot var for at trække på Riis' erfaringer med at finde nye sponsorer i lignende situationer.

Inden Post Danmark Rundt bekræftede Rasmus Guldhammer, at den truende lukning prægede rytterne:

»Selvfølgelig snakker vi ryttere om det, men vi skal også passe på, det ikke bliver for negativt. Vi skal ud at præstere for enten at tiltrække en ny medsponsor eller gøre fin reklame for os selv til en eventuelt ny arbejdsgiver, og så er Danmark Rundt bare et stort løb for os danskere i det hele taget,« sagde Guldhammer, der imponerede i det danske løb og næppe får svært ved at finde et nyt hold, hvis Team Cult må dreje nøglen om.