Dansk landstræner fandt plads til træning i storsejr

Læs mere
Fold sammen

Hvis den danske landstræner Gudmundur Gudmundsson lige sendte kameraet et lettet og tilfreds smil efter VM-kæmpesejren på 38-18 over Saudi-Arabien, er det helt forståeligt.

Der var nemlig enormt pres på islændingen efter fadæsen mod Argentina i den første VM-kamp. Det lykkedes dog danskerne at rejse sig og levere en helstøbt indsats mod de chanceløse saudiarabere.

Og landstræneren var meget tilfreds med, at han så vilje og fanden-i-voldskhed fra sine spillere.

»Ja, det har jeg set i dag. Det var vigtigt med en god kamp. Jeg så meget fokus, og vi spillede godt i hele kampen. Det bliver en svær og speciel kamp, når vi er så meget bedre. Jeg er meget tilfreds,« sagde han til DR efter kampen.

»Der blev også plads til at træne lidt på nogle ting undervejs. Og jeg er glad for, at vi fik kontrafasen i gang.«

Efter to 'bløde' modstandere venter der tirsdag anderledes hård modstand, når ubesejrede Tyskland venter på tirsdag. En kamp, hvor Danmark for alvor skal vise, hvor de står i forhold til medaljeambitionerne. Et vigtigt opgør, som Gudmundur Gudmundsson ser frem til.

»Vi skal bare være klar til at møde tyskerne«, slår han fast.