Dalgaard i tvivl om Randers-fremtid

I fire måneder har det ikke lykkedes Randers-topscorer Thomas Dalgaard at score i SAS Ligaen. Nu kan han være på vej væk for klubben.

Han begyndte sæsonen eminent med syv mål i de første fire SAS Liga-kampe for Randers. Men siden august har Thomas Dalgaard været inde i en scoringskrise, der har gjort ondt på den 23-årige angriber.

- Det har helt sikkert gået mig på, at målene ikke er kommet. Jeg vil ikke sige, at jeg har været nede i et sort hul, men det har da været hårdt, erkendte Thomas Dalgaard efter lørdagens 0-2-nederlag hjemme mod Viborg, hvor han spillede som en mand uden den mindste form for selvtillid.

De manglende mål får nu også Thomas Dalgaard til at tvivle på, om Randers overhovedet ønsker at forlænge hans kontrakt, der udløber til sommer. Endnu har der ikke været forhandlinger mellem parterne, og Dalgaard er indstillet på, at det kan ende med et brud.

- Jeg kan godt lide Randers, men jeg vil ikke blive her for enhver pris. Hvis vi ikke kan blive enige, kunne jeg sagtens forestille mig at spille i en topklub i Viasat Sport Divisionen (den næstbedste fodboldrække, red,). Nu må vi se, hvad der sker, siger han.

/ritzau/