Breschel bare bedst

Team CSC-rytteren Matti Breschel sørgede i går for den første danske etapesejr i Post Danmark Rundt i fem år. 22-årige Breschel overtog tillige løbets gule førertrøje.

Matti Breschel kunne trække den gule førertrøje over hovedet, efter han havde vundet 2. etape i Post Danmark Rundt. Foto: Henning Bagger. Fold sammen
Læs mere

2. etape af Post Danmark Rundt sluttede i går med stor dansk succes. Team CSC-rytteren Matti Breschel fik nemlig fuld bonus af anstrengelserne, da han krydsede målstregen som første mand og samtidig overtog løbets gule førertrøje. Breschel kom med i det afgørende udbrud, da der manglede blot 11 kilometer af den 197 kilometer lange etape fra Aars til Århus.

Breschel-triumfen er den første danske sejr i Post Danmark Rundt i meget lang tid. Sidste gang, de rød-hvide farver strøg til vejrs, var helt tilbage i 2002, hvor Jacob Piil kørte hurtigst.

Breschels holdkammerat på dansk­registrerede Team CSC, Nicki Sørensen, blev i øvrigt nummer fire på 2. etape, der ikke havde aktiv deltagelse af danmarks­mesteren Alex Rasmussen.

Sprinteren styrtede som bekendt i tirsdags.

Men selvom Alex Rasmussen i mødet med asfalten brækkede håndleddet, støder han i dag til sit hold Team Odense Energi for at bakke op og støtte mentalt.

Umiddelbart har Alex Rasmussen kørt sit sidste landevejsløb i år.

»Jeg har fået at vide, at der sikkert går seks uger, før jeg kan køre løb igen. Selv om jeg kan konditionstræne, er det ikke det samme, så jeg regner med, at formen tager et ordentlig dyk,« siger Alex Rasmussen.

Den uheldige rytters næste løb bliver således på cykelbanen, hvor Alex Rasmussen udgør en fjerdedel af det danske landshold i 4.000 meters forfølgelsesløb.

Dagens 3. etape af Post Danmark Rundt slutter i Vejle, men inden det kommer så vidt, skal rytterne blandt andet forcere den grumme bakke på Kiddesvej.