Bayerns skamferede solkonge

Franske Franck Ribery er trådt ind i rollen som spilstyrende arkitekt på et reorganiseret Bayern München-mandskab, hvor trænerens 10 bud i indeværende sæson skal indgyde den sydtyske arrogance tiltrængt mental fokus.

Franck Ribery har tidligere spillet for US Boulogne, Olympique Alés, Stade Bretois, FC Metz, Galatasaray og Marseille. Han har nu kontrakt med Bayern München frem til sommeren 2011. Ribery er konverteret til islam, gift med Wahiba med hvem han har datteren Hizya. Og så er han tilmed en ivrig saxofonspiller. Foto: Oliver Lang/AFP Fold sammen
Læs mere

Bayern München holdt sig ikke tilbage, da man forud for denne sæson skulle præsentere klubbens nye 200 mio. kr. rekordindkøb på plakater så store som et mindre etagehus. Der stod han så, Franck Ribery, draperet i hermelinpels, en majestætisk guldkæde og et farvestrålende skrud, som i lige linje kunne føres tilbage til den franske solkonges enevælde.

At blive udskreget til den slags er ikke så lidt af et åg at få lagt på sine skuldre. Men trods 1,71 meter i højden og en kampvægt på 62 kg, synes den 24-årige franske landsholdsspiller at være gjort af det stof, som kan føre Bayern München mod bedre tider.

Mindre kan ikke gøre det efter sæsonen 2006/07, hvor Bayern München underpræsterede fælt og sluttede en mareridtssæson helt uden trofæer. Den slags skuffelser kan man ikke holde til i en klub, der regner sig som en naturlig del af europæisk fodbolds øverste fødekæde i celebert selskab med de øvrige G14-klubber i stil med Real Madrid, Juventus, AC Milan og Manchester United. Derfor skulle der handles, og Bayern München holdt sig ikke tilbage på et transfermarked, hvor de alene stod for næsten halvdelen af det samlede indkøbsbudget i den ypperste tyske fodboldrække. Og altså med Franck Ribery tiltænkt status som kuglestøber for skarpretterduoen Luca Toni og Miroslav Klose, som også er nye i klubbens, hvor intriger og hovmod altid ligger latent under overfladen.

Skamferet i bilulykke
Måske vil den slags fnidder gå hen over hovedet på Franck Ribery. Som så meget andet er gået om ikke sporløst hen over den lille franskmands ansigt i et liv, som langt fra har budt på nogen nem vej til superstjernestatus.

Da Ribery spillede i tyrkisk fodbold gav tilhængerne ham kælenavnet »Scarface«. Hvorvidt den boldbegavede midtbanespiller var glad for at blive forlenet med Al Pacinos kokainhærgede gangster, melder historien ikke noget om. Men den fortæller om et ansigt, som næppe kommer til at gøre David Beckham rangen stridig som metroseksuelt ikon. Og det vidner om et grundvilkår, som har forfulgt Ribery siden han som to-årig blev skamferet i en bilulykke med sine forældre.

Drengeårene var præget af mobning og mindreværdskomplekser. Et skamferet ansigt og et tandsæt, der ser ud, som om det er smidt i i gabet med en spade, gør ikke underværker på damefronten. Men fodboldguderne var Ribery så nådigt indstillede, at de både forlenede ham med en sublim teknik, kirurgisk præcist pasningsspil og et energisk drive, som er meget svært at dæmme op for.

»Han er enhver forsvarers mareridt,« lyder det fra landsmanden Thierry Henry, som er blandt de mange koryfæer, der har fået øjnene op for Ribery siden VM-slutrunden i 2006.

»Ribery er fransk fodbolds juvel,« mener Zinedine Zidane, og det er store ord fra en mand, der selv har været den mest skinnende sten i nationens righoldige skrin af mere eller mindre polerede ædelsten.

Talentet ufortalt forestår der dog Ribery og hans nye holdkammerater i Bayern München et stort arbejde med at bringe klubben på ret kurs igen. Lørdag bragte den tredje sejr af lige så mange mulige i den spæde Bundeliga-sæson, da Hannover 96 blev sendt nordpå med en 3-0 lussing. Og sejre er den bedste medicin for et hold, som har haft brug for at reorganisere sig både på mandskabssiden og mentalt.

Hitzfeldts 10 bud
Træner Ottmar Hitzfeldt, der til almindelig undren overlevede forrige sæsons nedtur, har opstillet 10 bud, som han kræver efterlevet uanset, hvor svimlende en prisseddel, man måtte have haft med i bagagen.

Lidenskab, sejrsvilje, selvbevidsthed, uegennytig holdånd, gode nerver og mental råstyrke er blandt kardinaldyderne i Hitzfeldt evangelium. Og det kunne unægtelig se ud som om, Bayerns stjernespækkede trup trods afgangen af både Roy Makaay og den hollandske målmaskines sidemand Claudio Pizarro, har fået tingene til at gå op i en højere enhed, selv om der stadig et stykke at gå.

Med Franck Ribery i topform, med nye idéer fra den brasilianske driblekunstner Ze Roberto, der blev udvist I lørdagens kamp, med to nyindkøbte og målsultne forwards i henholdsvis Toni og Klose, er Bayern om ikke andet skræmmende godt på vej.