Atletikboss frifindes for rolle i russisk dopingskandale

Sebastian Coe, præsident i IAAF, vildledte ikke bevidst det britiske parlament i russisk dopingsag.

Sebastian Coe blev i 2015 valgt til præsident i Det Internationale Atletikforbund. Harold Cunningham/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Sebastian Coe, der er præsident i Det Internationale Atletikforbund (IAAF), er blevet frifundet af forbundets egen etiske komité for at have vildledt det britiske parlament om korruption og doping i russisk sport.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Sebastian Coe var beskyldt for at have vildledt parlamentet i december 2015, da han svarede på spørgsmål om mulig korruption i russisk atletik.

Dengang svarede Coe, at han ikke kendte til specifikke beskyldninger om korruption i russisk atletik, før en tysk dokumentar blev vist på ARD i december 2014.

Men det var ikke sandt, konkluderede en rapport sidste år udarbejdet af en komité i Digital, Culture, Media and Sport (DCMS), der hører under den britiske regering.

Den konklusion fik IAAF's etiske komité til at starte en undersøgelse af sagen i september sidste år, og det er den undersøgelse, der torsdag er kommet en redegørelse for.

I redegørelsen står der, at der ikke er basis for at åbne en disciplinær sag mod Coe, da der ikke er fundet beviser for, at han "med vilje har vildledt parlamentet".

- Undersøgelsen har derfor ikke fundet bevis for en overtrædelse af det etiske kodeks af Lord Coe, står der.

I juni 2016 afslørede en dokumentar på BBC, at Coe blev advaret om den russiske atletikskandale af David Bedford, som er tidligere verdensrekordholder i 10.000-meter løb.

Bedford sendte ifølge BBC-dokumentaren en e-mail til Coe i august 2014. Dengang var Coe vicepræsident i IAAF.

Coe hævder dog hårdnakket, at han ikke læste eller åbnede de vedhæftede filer fra Bedford, men blot sendte dem videre til den etiske komité i IAAF.

Derfor mener Coe ikke, at han kunne have kendt til detaljerne om eventuel korruption i forbundet.

/ritzau/