Som altid er det meget vigtigt for konsolfirmaerne at få udgivet nogle succesfulde eksklusiv-titler, for det giver unikke salgsargumenter, som spillerne kan forstå og forholde sig til. »Sunset Overdrive« er af denne type, og det udkommer således kun til Xbox One. Paradoksalt nok er det svøbt ind i en så ekstrem sky af brysk amerikansk selvforståelse og drenget teenage-spiludtryk, at man skulle tro det var speciallavet for at få fat i den mest traditionelle af de amerikanske målgrupper. Det vil bare så gerne være friskt, kækt og »wowe« sit publikum, at det, i hvert fald for undertegnede, bliver en god tand meget af det gode.
Der er ellers mange lovende ingredienser i »Sunset Overdrive«. Spilkonceptet minder umiddelbart om det sublime »Jet Set Radio« med en hovedperson, der kan spurte en åben storby tynd og bruge kabler, gelændere og tagrender til at grinde sig rundt. Samtidig skal der skydes monstre, og her byder spiludviklerne fra Insomniac på masser af erfaring med at skabe opfindsomme våben (de er bl.a. kendte for »Rachet & Clank«-serien), hvilket kommer til udtryk ved et gevær der skyder med gamle LP-plader, en fyrværkeripistol, en megafon som spreder dødbringende bamser og mange flere sjove påfund.
Det kunne der være kommet meget god underholdning ud af, og det holder da også okay i de første timer af spillet, hvor især grafikken imponerer og gør det spændende at pløkke monstre, samtidig med at man skal holde sig svævende rundt i byen. Der er godt med tryk på den visuelle farvelade, og stilen er ganske unik på en glad og sorgløs måde, der ligger langt fra tidens norm med dystopiske landskaber i brunlige og grumsede nuancer. Selv de slimede monstre ser ganske tilforladelige ud, især når man rammer dem og de popper som fuldmodne tomater i klatter af blodrød ketchup.
Men alt for hurtigt og sikkert bliver »Sunset Overdrive« for meget af det gode. Det skyldes især to ting: Først og fremmest er indpakningen og tonen i spillet så overgearet, at man enten skal være i et humør, jeg åbenbart ikke ejer eller tilhøre en aldersgruppe, hvor platte one-liners og konstant blærerøvssnak bliver anset for at være skæg underholdning. I starten af spillet kan man frit vælge, om man vil være en dreng eller pige, men det gør hverken fra eller til. Hovedpersonen er så enerverende og irriterende at høre på, at det overdøver alt, også den noget tyndbenede baggrundshistorie. Den handler for øvrigt om en ung lønslave, som pludselig en dag træder frem af skyggerne som personen, der kan redde verden fra et ondt gigantfirma der sælger sodavand, som gør folk til monstre. Snedig samfundskritik, eller dårlig undskyldning for at skyde alt og alle?
Det sidste lader til at være tilfældet, og det gøres vel at mærke ikke kun til tonerne af førnævnte smarte kommentarer, men samtidig til punkmusik af den mest ulidelige amerikanske sukker-variant, der fylder dine øregange til bristepunktet. Måske er det ment som en distraktion, men det virker ikke efter hensigten. I stedet gør lydsporet det meget tydeligt, at missionerne og dermed gameplayet i »Sunset Overdrive« savner en del dybde og variation.
Der er nemlig kun tre forskellige slags fjender at kæmpe imod, og selvom de ankommer i forskellige varianter, bliver det uundgåeligt ensformigt. Læg dertil et missionsdesign, som er opbygget af klassiske »hent og bring«-opgaver, samt den slags missioner, hvor fjender kommer buldrende i bølger, og det gælder om at forsvare en bastion, og du har opskriften på snigende kedsomhed. Med mindre du er fanatisk fan af repetition, vil »Sunset Overdrive« kun med nød og næppe holde din interesse gennem hele dets forløb, selv på trods af en del boss-kampe, der er ganske sjove at klare.Det hjælper lidt på helhedsindtrykket, at spillet rummer multiplayer i et par forskellige udformninger, men også her bliver det kække udtryk hurtigt kvalmende. »Sunset Overdrive« prøver og prøver, men bliver næppe spillet, der vil gå over i historien som det, der for alvor satte gang i Xbox One herhjemme. Hertil er det alt for amerikansk, forstået på den mest irriterende og selvfede måde.
