Det er helt tydeligt, at der er brugt mange, mange dollar på at udvikle »Call of Duty: Advanced Warfare«, det seneste kapitel i den mest sælgende skydespil-serie nogensinde. Visuelt er det ekstremt imponerende i sin livagtighed, og når du som professionel lejesoldat er på mission for at dræbe rundt om på diverse eksotiske steder, går det kun sjældent stille af sig. Det ene actionbragende optrin afløser det andet, og inden de seks timer, det tager at gennemfører solodelen, er overstået, har du set flere gigantiske eksplosioner, end der er kugler i en ARX-160 Assault Rifle.
På toppen af denne kransekage af krigsliderlighed og pistolporno har Activision så oven i købet fløjet Kevin Spacey ind som superskurken Jonathan Irons. Det kan ikke have været billigt at få Kevin til at krænge hele sit skuespiltalent ud i spillets noget grovkornede manuskript, som ikke ligefrem rummer de dybeste figurskildringer eller mest mindeværdige replikker. Men han gør sit ypperste, og det virker rent faktisk overraskende godt.
Maskinkraften i den nye generation af konsoller gør, at der ikke længere er mærkbar forskel på de filmiske mellemsekvenser og resten af spillet, og det giver et meget effektivt indtryk af, at man rent faktisk spiller rollen som helten i en actionfilm. Med Kevin Spacey på rollelisten.
At der så er tale om en actionfilm af den type, som gik af mode for tyve år siden er en anden sag, men måske i virkeligheden nok »Advanced Warfares« største problem. Det er nemlig ganske tydeligt, at spilserien (og skydespillene generelt) står over for den udfordring, der ligger i at skulle forny sig uden at pille for meget ved et grundkoncept, som trods en nedadgående salgskurve stadig formår at sælge spandevis af spil.
Udviklerne fra Sledgehammer Games løser det ved at føre »Call of Duty« væk fra fortid og nutid og ind i en nær fremtid, hvor soldater stadig er mennesker, men har et omfattende lager af teknologiske opfindelser til rådighed. Ved at iføre dig et såkaldt exo-skelet kan du som soldat nu pludselig hoppe flere meter op i luften og endda svæve en stund deroppe, du kan iføre dig en usynlighedskappe, som gør dig sværere at se, og du kan få tiden til at gå momentvis i slowmotion, så der er mere tid til at plante kugler i fjendernes kroppe.
Det er godt nok set før i skydespil som f.eks. »Crysis«, men det er trods alt nyt i »Call of Duty«-universet og giver rum til en opfrisket form for gameplay. I solodelen er det sjovt at lege med de nye features og gør gameplayet mere varieret, for du kan udnytte terrænet bedre, og den gammelkendte følelse af at befinde dig på skinner i lukkede korridorsystemer er mindre present.
Men det tilfører mest til spillets multiplayerdel, som jo som altid er dér, hvor de mest dedikerede skydespillere flokkes. Ved hjælp af især hoppefunktionen tilføres de store, åbne spilarenaer nemlig en vertikal dimension, som giver nye muligheder for onlinespillerne og deres taktiske manøvrer på slagmarken.
Umiddelbart gør det det sværere at overleve for nye spillere, for de skal nu ikke blot koncentrere sig om fjender på jorden, men samtidig have blik for fjender, der kommer hamrende gennem luften og lynhurtigt affyrer en salve for derefter at glide i dækning bag den nærmeste mur. Omvendt giver det en skøn følelse af nyfunden frihed, når man lærer at mestre de nye tricks og kan udnytte tagkonstruktioner og bygningers højde på helt nye måder.
Alligevel hænger spørgsmålstegnet over »Call of Duty: Advanced Warfare« og seriens fremtid. Er de nye gadgets nok til at holde liv i en stagnerende genre? De kommende måneders onlinekamp vil formentlig give svaret.
