Af og til kigger folk på mig med det der har-du-virkelig-ikke-bedre-ting-at-tage-dig-til-blik, når jeg forklarer, hvordan jeg dagligt afsætter omkring en time af mit travle døgn til at spille computer. At jeg vælger at prioritere sådan en slags underkultur i en hverdag, der i forvejen indeholder familie, job, litteratur, film og musik, forbløffer til stadighed uindviede. Heldigvis har jeg altid et blik, jeg kan kaste tilbage til tvivlerne. Et du-aner-ikke-hvad-du-går-glip-af-blik. Jeg håber af samme grund, at spil-skeptikere vil læse videre fra dette punkt i anmeldelsen.
For »Far Cry 4«, som jeg har brugt et væld af timer på de seneste ti dage, er et perfekt eksempel på computerspils-eskapisme, når det er allerbedst. Her får jeg lov til at jage vilde dyr i Himalayas bjerge med bue og pil. Jeg får lov til at blive revolutionens leder i det opdigtede land Kyrat og nedslagte horder af fjender, før jeg til sidst sniger mig ind på den korrupte, psykopatiske konge kaldet Pagan Min.
Jeg får lov til at ride på elefanter, sejle speedbåd, flyve helikopter, fiske, plukke blomster, tage stoffer, deltage i gladiatorkampe, købe våben på det sorte marked, sælge tyvegods, brænde fjendens heroinlager, kysse fremmede skønheder. Jeg får lov til at tabe og vinde, jage og blive jaget. Jeg vil påstå, at »Far Cry 4« indeholder praktisk talt alt, hvad man kan kræve af et førstepersons skydespil.
Men én ting er muligheder. Noget andet er, at spillet er forbløffende godt lavet og både visuelt og på lydsiden trækker dig ind i skærmen, ind i spillets univers. Jeg var så meget med – så meget i flow, da jeg spillede – at jeg tog mig selv i at holde vejret i et minuts tid, da jeg mellem kugler og piratfisk dykkede efter skatte, der lå forladt på en af de mange søers bunde.
Eller da jeg højt oppe på en af Himalayas mest barske bjergtinder var ved at løbe tør såvel ammunition som oxygen i min iltmaske, mens en sneleopard jagede mig. Eskapisme i sig selv er udmærket. Men når eskapisme indlemmer en så fuldstændigt, som det for eksempel er tilfældet her i »Far Cry 4,« så udvider man både sin bevidsthed, sin reaktionsevne og sin motoriske færdigheder. En totaloplevelse.
I en tid, hvor mange spil er for lette, så skruer »Far Cry 4« virkelig udfordringsniveuaet i top. Man kommer aldrig sovende til sejren, og flere af spillets missioner kræver dit et og alt og adskillige forsøg. At indtage fæstninger er en af »Far Cry«-seriens højdepunkter, og den del er, om muligt, blevet sjovere og endnu sværere. De få perfekte forsøg forløb således: Jeg startede ud med at ligge med min kikkert på toppen af en nærliggende bakke, skjult i budskadset. Herfra lokaliserede jeg hver enkelt vagt.
Jeg indlærte deres bevægelsesmønstre, inden jeg krøb tættere på og dræbte de yderligste mænd med min bue og pil. Jeg cirklede fjendens lejr, som enhver toptrænet elitesoldat ville gøre, inden jeg lydløst sneg mig ned i teltene og dræbte et par mere af fjenderne med kniv. Jeg slukkede for deres radioanlæg, så de ikke kunne tilkalde hjælp. Så ondulerede jeg de resterende fjender med min riffel, hvis larm sønderrev stilheden. Episoder som disse gav mig ikke blot følelsen af at være en superhelt. Det understregede også, at jeg havde lært spillets regler – tilpasset mig terrænnet, set mulighederne. Jeg jublede bogstaveligt talt, som havde Danmarks fodboldlandshold bragt sig foran til en VM-slutrunde.
Men som oftest gik det galt, når jeg indtog fæstninger. Heldigvis. Måske blev jeg banket ned af en vild bjørn, mens jeg cirklede ind mod lejren. Måske sneg fjendens ninjaagtige bueskytte sig ind på mig, og sendte sine kamphunde eller en pil i baghovedet på mig. Måske faldt jeg ned fra fæstningens tag og landede med et amatøragtigt bump midt mellem fire bevæbnede vagter, der straks tog sigte og tilkaldte forstærkninger.
De perfekte episoder er fantastiske, men det er, når helvede bryder løs, og du inden for at splitsekund må hitte på plan B, C eller D, at du virkelig føler, du lever: Som et menneske, som computerspiller. Skift våben, løb for livet, søg dækning, knæk dine brækkede fingre på plads og find på en ny måde, hvor du får overtaget. »Far Cry 4« er på mange måder årets mest intense spil.
Samtidig er det et spil, som min bedre halvdel derhjemme ikke hader som pesten. Grunden er, at ovenstående eksempler på kampe faktisk kun har fyldt en tredjedel af min spiltid. Resten er gået med at undersøge den pragtfulde verden, det IGEN er lykkedes udviklerne fra Ubisoft at opbygge. Det er en fryd at gå på skattejagt, at køre en tur, at klatre i bjerge og bare at være dér – lige der i det computeranimerede Himalaya. Særligt i den teknisk overlegne version på Xbox One, PlayStation 4 og PC er det en fryd.
Så betyder det mindre, at det er småt med nyskabelserne, siden det ligeledes fremragende »Far Cry 3«, eller at historien og dens hovedpersoner er lige vel B-films-agtige. Det vilde og vildt varierede »Far Cry 4« bør opleves af alle eskapister med hang til eventyr.
