Politi og røvere – den gamle leg holder stadig

Soldaterne er byttet ud med pansere og forbrydere i det nyeste »Battlefield«-spil.

»Battlefield Hardline« byder på nyskabende og kaotisk underholdning. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR

Jeg befinder mig i et sumpområde med vand til knæene. Jeg hører lyde overalt; musik strømmer ud fra en smadret bil, der holder halvt inde i et træ, mens bjæffende kommandoer fra en radio blandes med en overskyggende symfoni af eksplosioner og skudsalver.

Jeg justerer mit kikkertsigte og får en person på kornet, hvis blå farve over sig indikerer, at det er en fjende. Jeg skal lige til at trykke af, men pludselig dukker en helikopter op fra horisonten og to millisekunder senere flyver mit perspektiv i luften, mens kuglerne hamrer ind i min krop og efterlader mig stirrende ud i dødens tomhed.

En typisk stund i »Battlefield Hardline«.

Har du spillet nogle af de foregående kapitler i »Battlefield«-serien, vil ovenstående scenarie lyde ganske bekendt. Spillenes fokus på onlinekampe med masser af deltagere har altid medført dødsfald i stimevis, og efterhånden som en voksende skare af yderst dedikerede spillere har udviklet sig i takt med serien, er det endog blevet sværere og sværere for nybegyndere at overleve mere end få sekunder ad gangen, og/eller at bide de utallige nederlags smerte i sig, for til sidst selv at blive til en garvet »Battlefield’er«.

Alligevel er det nye »Battlefield Hardline« ikke helt i sync med mine tidligere oplevelser. Krig er stadig i centrum, men de historiske soldater, tanks og fly fra Anden Verdenskrig og frem er nu blevet skiftet ud med moderne, urban krigsførelse mellem narkopoliti og ditto kriminelle.

Kaotisk og hylende morsomt

Ved første øjekast ligner det mest af alt et forsøg på at sminke liget. Der er ikke stor forskel på at holde og affyre et automatvåben som soldat eller politimand, og mange af spilformerne er identiske, som for eksempel »Conquest«, hvor op til 66 spillere kan kæmpe samtidig på store baner, designet til strategi og taktiske manøvrer.

Det er med garanti med vilje, at udviklerne har overført disse spilformer til den nye ramme, for »Battlefield« er et af verdens mest populære serier, og der er ingen grund til at smide et trofast, betalende publikum ud med badevandet, kan man næsten høre udgiveren EA tænke. Og selvom det måske kan afskrække i begyndelsen, gælder det bare om at grave videre ned i »Hardlines« tilbud for at finde frem til noget nyt. Den mest innovative spilform hedder Hotwire, og den byder på højt tempo, vanvittige optrin og er i høj grad hjertet af spillet og dets nye politi og røvere-tema.

Her gælder det nemlig om at drøne rundt i forskellige køretøjer, mens du optjener point for at holde dig i live, køre så stærkt som muligt og nakke så mange andre mobile spillere som overhovedet muligt.

Det er som det lyder, helt vildt kaotisk og hylende morsomt, og selvom det til tider også kan føles overvældende, er det trods alt et livgivende skridt væk fra den normale måde at spille online skydespil på. Således er det nærmest umuligt at få noget frugtbart ud af at sidde og skjule sig et sted for at snigmyrde folk i hobetal, en spillestil som ellers længe har gjort det svært at irriterende at deltage i store onlineslag.

Underholdende singleplayer-historie

Mens Hotwire på den måde er det bedste og mest friske ved »Battlefield Hardline« som onlinespil, vil det ikke være retfærdigt at omgå spillets historiedel i tavshed. Den del har nemlig altid været seriens svaghed – lige indtil nu, hvor spillere der bedre kan lide singleplayer end onlinekamp faktisk har en rigtig god grund til også at være med.

Historien er bygget op som en tv-serie, i ret korte afsnit med adskilte missioner, der skal klares. Den er også fyldt med personer, som fx den sure chef, den mistroiske makker, og en glat ål af en kriminel überchef, og selvom dialog og animationer et par gange grænser til det ufrivilligt komiske, fungerer konceptet fint og skaber en underholdende ramme.

Samtidig er gameplayet dejligt anderledes end det gennemsnitlige skydespil. Som politiets narkoefterforsker er det nemlig kun sjældent den bedste løsning at åbne ild mod alt og alle, og i stedet gælder det om at snige sig rundt, anholde forbryderne og derved skaffe sig vigtig information og opgraderinger til dit udstyr.

Således er »Battlefield Hardline« heldigvis mere nyskabende end frygtet. Det rummer en hel del genbrug fra tidligere spil og mange af de velkendte onlinekampsystemer har blot fået nye kostumer, men for metaltrætte spillere er der samtidig også godt nyt fra innovationsfronten.