London i 1860’erne. Industrialiseringens tidsepoke, hvor personligheder som Charles Darwin, Graham Bell og Charles Dickens trasker rundt i de snavsede gader eller sidder ved deres overfyldte mahogniskriveborde, udtænker og opfinder, mens den tykke, sorte røg fra utallige snavsede fabriksskorstene sætter et grumset og dunkelt lys over byens mange vartegn.
Slet ikke en tosset scene for endnu et kapitel i »Assassin’s Creed«-serien, der efter adskillige mere eller mindre vellykkede ture op gennem de historiske perioder nu er nået til det engelske imperiums hovedstad med Trafalgar Square, Westminster Abbey, Big Ben og det evigt grågrumsede vand fra Themsen blandt mange genkendelige seværdigheder.
Her indtager du dobbeltrollen som søskendeparret Jacob og Evie Frye - snigmordere, der på skift må udføre missioner, som skal fravriste den mystiske tempelridderorden magten over byen.
Evie gør det for at finde den bagvedliggende grund til ordenens store indflydelse på verdens gang, mens Jacob har mere konkrete og rationelle grunde til at udføre sine gerninger – han kæmper for større, social retfærdighed for de mange fattige folk, der pukler og ofrer deres liv for den industrielle udvikling.
God udrensning
Især i spillets begyndelse virker det rigtigt godt, at man på denne måde skifter mellem de to personligheder. Det driver historien fint fremad at kunne se den fra to personers synsvinkler, og samtidig skaber det, i teorien i hvert fald, god variation i spillets gameplay.
Mens Jacob er ligefrem, stærk og aldrig bange for at tage en direkte konfrontation med byens mange sorte sjæle, er Evie mere til at opholde sig i skyggerne, snige sig frem og snigmyrde fjenderne så ubeset som muligt.
Den digitale og forbløffende omfangsrige udgave af London virker ligeledes perfekt designet til begge former for missionsudførelse. Der er masser af mørke afkroge at lure i, tusindvis af hustage at kravle rundt på, og befolkningen af computerstyrede venner og fjender skaber et imponerende tæppe af tråde, som historien og dens mange hoved- og undermissioner kan væve sig ind og ud af.
Samtidig har udviklerne fra Ubisoft tilsyneladende lært af fortidens fejl og har denne gang renset godt og grundigt ud i de dele af seriens elementer, som aldrig har fungeret specielt godt.
Væk med online multiplayer, mere fokus på singleplayer-delen. Væk med missioner som foregår i moderne tid, mere fokus på de historiske detaljer osv. Det giver en langt mere strømlinet oplevelse og har givetvis også hjulpet på tidspresset – Ubisoft udgiver mindst ét »Assassin’s Creed« om året, og specielt i den forrige udgave kom det til udtryk ved en række graverende tekniske fejl, der nu heldigvis er blevet rettet.
Malurt i bægeret
Derfor forekommer »Assassin’s Creed: Syndicate« som et skridt i den helt rigtige retning for serien. Styringen af Jacob og Evie føles god og intuitiv, der er kommet nye hjælpemidler til, for eksempel hestevogne, svævebaner og opfindsomme våben, som giver dem større muligheder for at udføre deres missioner på anderledes og ikke mindst varierede måder, og opbygningen af hovedmissioner til at føre historien frem, krydret med sidemissioner, der udnytter tilstedeværelsen af de mange kendte historiske personligheder, skaber indtrykket af et spilunivers fyldt med muligheder.
Selv om alt det er positivt, er det er dog samtidig tydeligt, at dette stadig er et »Assassin’s Creed«-spil, og derfor følger der også malurt med i bægeret.
Det evige tidspres for at udgive et nyt afsnit hvert år gør, at en stor del af grundform og missionsstruktur her er sminket genbrug fra tidligere spil, og selvom styringen af hovedpersonerne er bedre end nogensinde før, er der også på det område problemer – for det meste går det fint at bevæge sig frit rundt i gaderne og op og ned på af mange bygninger, men så snart begivenhederne tager fart og beslutninger skal transformeres hurtigt fra spillerens hjerne gennem hånd til controllerens layout af knapper, dukker gammelkendte designudfordringer op, som lidt for tit gør det mere frustrerende end sjovt at spille de afgørende situationer.
Ikke desto mindre beviser »Assassin’s Creed: Syndicate«, at seriens udgangspunkt om at bruge historiens vingesus som afsæt, stadig holder. London anno 1860 er en skøn legeplads at boltre sig på, og har du aldrig spillet »Assassin’s«, er »Syndicate« et perfekt sted begynde. Kan udviklerne holde den kreative damp oppe og måske tilkæmpe sig lidt længere udviklingstid inden næste episode, har serien stadig masser af underholdning at byde på.
