Alt er på spil i den fjerne galakse

70.000 mennesker fejrede i sidste uge Star Wars’ 40-årsjubilæum i Florida i noget, der mindede om en religiøs pilgrimsfest. Her afslørede EA mere om deres kommende »Star Wars Battlefront II«, der bliver det første spil, som formidler en kanonisk historie fra universet - sågar set gennem de »ondes« øjne.

I et proppet auditorium venter 6.000 fans spændt på at se en kort trailer og få en lille smule information fra udviklerne af et spil, der først udkommer om syv måneder. Bernd Diemer, kreativ direktør på »Star Wars Battlefront II«, indleder med at fortælle, at det er første gang, han besøger Star Wars Celebration, men at han kommer velforberedt. Han viser sit medlemskort til »German Jedis Star Wars Fanclub« fra 1984 frem. Publikum jubler.

»Det her er den eneste fanklub, jeg nogenside har været medlem af. Og lige siden jeg var dreng, har jeg haft lyst til at besøge verdenerne fra Star Wars. Jeg ville ride på tauntauns gennem Hoths snedækkede landskab. Og det bliver nu muligt.«

Endnu større klapsalver fra salen.

En efter en fortæller udviklerne med en udpræget andægtighed om deres kærlighed til Star Wars-universet. Det er en drengedrøm at få lov at arbejde på sagaen – udviklerne på scenen er lige så store fanboys som publikum.

Teasertraileren starter, og vi ser Dødsstjernen eksplodere over Endor. Vi bliver introduceret til Iden Versio, leder af Inferno Squad – en eliteenhed af Imperiets stormtroopers. Forfilmen viser også episke kampe på Hoth og Tatooine, og vi får glimt af velkendte helte og skurke som Yoda, Rey, Luke, Darth Maul og Kylo Ren. Vi ser og hører de ikoniske X-Wings og Tie Fighters i mørket, blandt stjernerne. Lyde, der ikke har ændret sig i 40 år.

Videoen slutter, og rummet eksploderer i klapsalver og svingende lysværd.

Star Wars Battlefront II Fold sammen
Læs mere

Har aldrig været større

2017 er 40-årsjubilæet for den første Star Wars film, »A New Hope«, og Star Wars Celebration har aldrig været større. Filmene har altid været populære – men det at være fan er gået fra at være nørdet til mainstream. Mange af deltagerne er familier, hvor forældrene har introduceret deres børn for Star Wars og nu dyrker det sammen.

Fra Star Wars Celebration i Orlando Florida. Fold sammen
Læs mere

Cosplaying tager også til år for år, og det vrimler med fans klædt ud som Boba Fett, Darth Vader, Chewbacca og prinsesse Leia. Både i den hvide kjole fra »A New Hope« og selvfølgelig metalbikinien fra »Return of the Jedi«. Ud over udklædning og paneler om kommende spil, film og tegneserier består Celebration-festivalen af boder. Her er en udstoppet wampa (ismonsteret Luke Skywalker kæmper mod i begyndelsen af »The Empire Strikes Back«, red.), limited edition bobblehead-figurer (de små plastikfigurer med store, vuggende hoveder, red.), håndlavede lyssværd og 35 år gamle action-figurer, der selvfølgelig stadig ligger i den originale indpakning og koster kassen.

Lige siden begyndelsen har merchandise været en stor del af Star Wars-universet. De fleste her i Florida kender historien om, hvordan George Lucas fik rettighederne til legetøj og lir og byggede sit eget imperium op gennem salg af penalhuse, T-shirt, lagner og computerspil med stjernekrigstema.

35 år med spil

Computerspillene, der foregår i det fjerne univers for længe, længe siden, har eksisteret næsten lige så længe som filmene. Det første var »The Empire Strikes Back«, der kom til Atari 2600 i 1982. Det bestod af otte farver og var en såkaldt side-scroller, hvor man som Luke Skywalker skulle forhindre Imperiets AT-ATer (de store, travende krigsmaskiner på to ben, red.) i at nå frem til Echo Base på Hoth. Siden er der udkommet over 100 spil til alle tænkelige platforme.

Serien »Star Wars Battlefront« er selv en gammel traver. Det første spil udkom i 2004 og fik efterfølgere i 2005, 2007 og 2009. Derefter lå serien stille, indtil EA Dice i Sverige genstartede den i 2015.

Den reboot var imponerende rent grafisk og gav spilleren mulighed for at opleve kendte lokationer fra filmene i hidtil uset detaljegrad. Men kraften var ikke med i gameplayet. Undertegnede følte sig som kanonføde i multiplayer-kampene, mens singleplayer-delen var for simpel, for kedelig. Det blev hurtigt til et af de spil, jeg fandt frem af og til og tænkte: »Hvorfor spiller jeg aldrig det her?« Og efter 10 minutters spil kom jeg i tanke om hvorfor. Og slukkede.

Kampen for at genoprette Imperiet

For mig var det bedste ved »Battlefront«, når jeg blev væk fra de andre spillere og løb alene rundt og udforskede planeterne Hoth eller Tatooine. Oplevelsen af at rende rundt i skovene på Endor blandt venner og fjender og de bamselignende ewoks og bare være en del af Star Wars-universet var fantastisk. Så da udviklerne afslører her i Florida, at »Battlefront II« får en singleplayer-kampagne, glæder det mig.

I samarbejde med Lucasfilm har Motive Studios skrevet en historie om Iden Versio, en af Imperiets bedste elitesoldater. Vi skal følge hende i de 30 år, der er passeret mellem »Return of the Jedi« og forrige års biorgrafsucces »The Force Awakens«. Nu får vi historien om, hvordan The First Order opstod i kølvandet på Imperiets fald, fortalt gennem en af Imperiets mest stålsatte soldater. Hendes historie starter, da Dødsstjernen eksploderer over Endor, og kejser Palpatine og Darth Vader er døde. Game Director Mark Thompson fra Motive forklarer:

»Vi synes, det er interessant at udvide perspektivet på universets »onde« fraktion. Øjeblikket, hvor Dødsstjernen eksploderer, har altid symboliseret sejr i mytologien. Vi vil undersøge, hvordan det var for den anden side. Det sviende nederlag, hvor alt blev tabt. Det ender med at blive drivkraften for Idens kamp for at genoprette Imperiet.«

I stedet for at fokusere på de gode jedis eller de onde siths skal vi nu følge en person, der har valgt at kæmpe for Imperiet og kejseren. Hun er hverken god eller ond, hun står bare på den anden side af konflikten, end vi tidligere har set, forklarer han.

Historien introducerer os for Iden Versios hjemplanet Vardos. En planet, der beskrives som fredfyldt, hvor beboerne selv har valgt at blive en del af Imperiet. Normalt ser vi Imperiets tropper som besættelsesstyrker på oprørernes hjemplaneter, men her er et folk, der helhjertet støtter Kejseren. Det var Idens far, der fik Vardos indlemmet i Imperiet, og hun har trænet hele sit liv for at blive soldat i hæren.

I løbet af historien vil vi i enkelte kapitler skifte hovedperson og se historien fra et andet perspektiv. Det ser ud til, at vi får mulighed for både at spille Luke Skywalker og Kylo Ren. Alt i spillet er godkendt hos gruppen, der varetager historien og mytologien hos Lucasfilms, og ifølge EA er det første gang, at vi får en del af den kanoniske Star Wars-fortælling formidlet i et computerspil. Så er det store spørgsmål blot, om sagaens fans har lyst til investere sig i en historie om en af Imperiets stormtroopers? Dem, der aldrig rammer målet, og som vi har brugt de sidste 40 år på at sammenligne med droner og nazi-soldater. Svaret får vi til november.