Da biograferne lukkede, sørgede man for at sende storfilmen på streaming – det var der virkelig ingen grund til

»The Matrix: Resurrections« er ikke nogen dårlig film, den virker bare unødvendig med søvndyssende dialog og actionscener, der begynder at virke kedsommelige.

Keanu Reeves og Carrie-Anne Moss er stadig cool som Neo og Trinity 22 år efter den første film. Fold sammen
Læs mere
Foto: SF Film
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I min barndom var et af ugens højdepunkter, når Danmarks Radio sendte »Så er der tegnefilm«. I introen sås en scene, hvor en hårdt prøvet hund iført habitjakke ihærdigt forsøgte at underholde publikum ved at danse, jonglere, stikke hovedet ind i munden på en løve og alt muligt andet – mens publikum bare råbte »Øv, det har vi set« og »Er det ikke snart færdigt?«

Jeg havde det lidt ligesom det publikum, da jeg tyggede mig gennem »The Matrix: Resurrections«. Jeg kunne ikke råbe »Øv, det har vi set« mod biograflærredet, eftersom den længe ventede fjerde »Matrix«-film blev ramt af coronarestriktioner og i stedet for den annoncerede biografpremiere i al hast er blevet smidt over på Blockbuster.dk og SF Anytime, hvor den kan købes for en pris, der svarer til to biografbilletter.

Originalen er et hovedværk

Den originale »The Matrix« fra 1999 er et hovedværk indenfor science fiction og står stadig stærkt efter alle disse år med sin læderklædte cyberpunkæstetik, dengang banebrydende actionsekvenser og filosofiske betragtninger om virkeligheden og den virkelige virkelighed.

De to efterfølgere fra 2003 er mere ujævne, men har bestemt deres øjeblikke. Det har »The Matrix: Resurrections«, der følger 22 år efter originalen, da også, og det er ikke, fordi det er en dårlig film, den virker bare … unødvendig.

Det begynder okay. Thomas Andersson (Keanu Reeves) popper blå piller hver dag og lever i et univers, hvor han er en succesfuld spildesigner. Han har designet »The Matrix«-spillene, og nu forlanger hans arbejdsgiver, Warner Bros., en efterfølger til trilogien, selvom historien er fortalt til ende. Man kan næsten mærke, at instruktør og manuskriptforfatter Lana Wachowski har siddet og fniset, mens hun har skrevet denne del.

Det er muligvis tænkt som en art metakritik af Hollywoods evige remakes, sequels og reboots, men det virker mest som en tøhø-joke. En ganske sjov joke, men stadig en joke.

Slow motion og kung fu

Nåh, men vor ven, Thomas Andersson, opdager selvfølgelig efterhånden, at hans virkelighed ikke er den ægte virkelighed, og så har vi balladen. Og jo, jo, det ser stadig sejt ud, når folk løber på væggene i slow motion og kung fu-tæsker hinanden gennem murstensvægge, men hvor man i 1999 sad med kæben nede på biografgulvet, bliver man ikke i samme grad imponeret. Og efterhånden som actionscenerne bliver vildere og vildere, bliver det lidt enerverende at se en millionmillard »botter«, der skyder endnu mere og rammer endnu dårligere end stormtrooperne fra »Star Wars«. Og samtidig bliver man stadig mere tung i hovedet af utrolig megen snak om patrikelmodifikatorer, eksomorfer, Anomaleum, sentinels, devakuatorrør og andet teknisk mumbo-jumbo.

Når det så er sagt, er 57-årige Keanu Reeves dødcool som Andersson/Neo, og det samme kan siges om 54-årige Carrie-Anne Moss som Trinity. De nye tilføjelser fungerer også glimrende.

Neil Patrick Harris er lige dele sjov og dødirriterende som Anderssons psykolog iført alt for mønstrede strømper, blå statement-brille og øretæveindbydende attitude. Yahya Abdul-Mateen II, der er den nye inkarnation af Morpheus, bærer også en solbrille uden stænger med stil og formår at gøre den ikoniske rolle til sine egen, mens Jonathan Groff – primært kendt fra Netflix-serien »Mindhunter« – er en mere interessant Agent Smith end Hugo Weaving.

Virker som en coverversion

Men: Hvor filmen fra 1999 havde den bragende, arrige sang »Wake Up« med Rage Against The Machine på soundtracket, har 2021-filmen en coverversion af samme sang med Brass Against. Det er meget symptomatisk.

»The Matrix: Resurrections« virker som en coverversion. Det er simpelthen svært at få øje på filmens berettigelse. Og svært at se hvad den vil udover at være en metakommentar og så i øvrigt lægge op til en ny række af sequels – som der ærlig talt ikke er nogen grund til.

»The Matrix: Resurrections«. Science fiction, 140 minutter. Instruktion: Lana Wachowski. Med: Keanu Reeves, Carrie-Anne Moss, Yahya Abdul-Mateen II, Jessica Henwick, Jonathan Groff med flere. Kan streames på Blockbuster.dk og SF Anytime.